My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

”Kalles” målshow sikrede fuld gevinst trods skidt indsats

Kasper Sørensen blev med sit flotte hattrick kåret som F.f.I.´s Man of the Match // Foto: Anette Gasberg

30. august 2017
Af: Martin "Oli?" Pedersen

Kasper Sørensen viste igen sin målnæse på sin nye hjemmebane. Tre mål blev det til i tirsdagens opgør mod Dronninglund, hvor også Mathias Vejnø og kaptajn Frederik Klarskov bidrog med mål i den i sidste ende sikre 5-2-sejr.

På en ellers spillemæssig mindre god dag, startede det forrygende for værterne tirsdag aften. Hjemmebanedebutant Mathias Vejnø smed i en bold i dybden til Kasper Sørensen, der i første omgang måtte se sin afslutning reddet af Dronninglund-målmand Nicolai Thy, men ”Kalle” var hurtigt over returen og sendte F.f.I.´erne i front.

Kort efter blev Tobias Overlade ramt af et gult kort, og dermed måtte midterforsvareren afsone ti minutter på bænken. F.f.I.-mandskabet havde efterfølgende i halvlegen svært ved at følge op på de gode takter, og det fik gæsterne udnyttet. Den tidligere F.f.I.-spiller Mike Petersen, fandt med en præcis aflevering Michael Brønnum Jensen, der udnyttede en fejl i frederikshavner-forsvaret. Lasse Fjordbak i målet var prisgivet, og så stod der 1-1.

Kort før pausen kom der for alvor gang i målscoringen. Først tæskede en velspillende Mathias Vejnø bolden i kassen fra 25 meters afstand, og knapt var armene kommet ned efter jubelen før et snu Dronninglund-mandskab atter kom på omgangshøjde. Igen var en tidligere F.f.I.´er - denne gang Jacob Hørbye - bag oplægget, og igen smuttede Michael Brønnum Jensen imellem et ´tungt´ F.f.I.-forsvar. Dermed stod der 2-2 efter de første 45 minutter.

Styr på spillet efter pausen - sådan da...
Uden at det for alvor blev rigtigt godt, så fik Christian Kærsgaards tropper mere fat omkring spillet. Det blev til et par gode muligheder indledningsvis efter sidebyttet, men det var - ikke overraskende - målmaskinen fra Skagen, Kasper Sørensen, der fik brudt dødvandet efter en times spil. Tobias Wiis var manden bag oplægget, og så kunne Kasper med et følt spark placere bolden i det lange hjørne.

Sørensen var på ingen måde færdig endnu, og et par minutter senere fuldførte han sit hattrick. Kaptajn Klarskov smed et præcist indlæg i panden på ”Kalle”, og med et kraftfuldt hovedstød kunne han kalde sig hattrickhelt. Dronninglund havde bestemt også sine muligheder i kampen, heriblandt måtte netop indskiftede Jonas Markfoged blokere en stor chance inde på stregen. Dronninglund gjorde en god figur i opgøret, og de skal bestemt have ros for at spille sin chance.

Det var dog F.f.I.´erne der satte sidste søm i kisten kort før lukketid. Wiis fandt kaptajn Klarskov, der stille og roligt udplacerede Nicolai Thy. Dermed sluttede det med en 5-2-sejr, men til trods for den - på papiret - sikre sejr, så var der så sandelig plads til forbedring i spillet. Tre point kom i hus, og så må ”Kesses” tropper på træningsbanen for at få styr på de sidste detaljer.

Næste kamp i Serie 1 - og Danske Bank Braget i øvrigt - er allerede lørdag den 2. september. Der er kick-off klokken 14:00, når Birkelses Jyllandsserie-nedrykkere aflægger visit på Empire Stadium. Vel mødt.

Kampinfo: F.f.I. - Dronninglund IF 5-2 (2-2)

Mål: 1-0 Kasper Sørensen (4), 1-1 Michael Brønnum Jensen (21.), 2-1 Mathias Vejnø (43.), 2-2 Michael Brønnum Jensen (44.), 3-2, 4-2 Kasper Sørensen (58., 62.), 5-2 Frederik Klarskov (90.)

10 minutters udvisninger: F.f.I.: Tobias Overlade (11.), Jonas Markfoged (82.) // Dronninglund IF: Ingen

Udvisninger: Ingen  

Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Lasse Fjordbak - Sumaidi Uria (46: Jesper Gasberg), Nikolaj Stisen (77: Jonas Markfoged), Tobias Overlade, Mikkel Tolstrup - Tobias Wiis, Mathias Vejnø, Frederik Guldager, Frederik Klarskov - Daniel Overlade (63: Mads Møller), Kasper Sørensen

Tilskuere: 200

Dommertrio: Andreas Rosander Andersen - Lars Christian Thomsen og Leif Pedersen

Kampens Spiller: Kasper Sørensen med 18 stemmer - desuden kåret i Danske Bank Braget af Kanal Frederikshavns udsendte reporter

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk