My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Birklykke-hattrick sænkede Sulsted

"GOAL” på måltavlen og jubel efter Frederik Guldagers 2-0-mål // Foto: Anette Gasberg

7. april 2018
Af: Martin "Oli?" Pedersen

F.f.I.´erne var i den grad ovenpå i første halvleg og førte 3-0 mod oprykkerne Sulsted. Anden halvleg blev aldrig ligeså god, men det lykkedes Jeppe Birklykke at få sit hattrick. Frederik Guldager kom også på tavlen i 4-1-sejren.

Opgøret blev indledt en smule nervøst for F.f.I. på den i øvrigt ganske fornuftige bane på Park Empire. Bane 10 på træningsanlægget på Fodboldvej havde fået en ´overhaling´ i løbet af ugen, og fremstod faktisk overraskende plan, det triste vintervejr taget i betragtning.


De rød/sorte skulle dog omsider komme i omdrejninger, og allerede efter otte minutter fandt en velspillende Mikkel Tolstrup Jeppe Birklykke, og via en afretning snød Birklykkes forsøg Sulsted-målmand Martin Hæsum.

Birklykke var på vanlig vis godt spillende denne lørdag og få minutter efter 1-0-målet var han manden den tidlige 2-0-føring efter knapt et kvarter. Jeppes præcise hjørnespark blev sikkert headet i mål af Frederik Guldager, der i den grad var en dominerende faktor på hjemmeholdets tremandsmidtbane.

F.f.I.´s energiske nummer 11 var på ingen måde færdig i kampen, og på en god bold fra Kasper Sørensen kunne Jeppe Birklykke ganske sikkert bringe F.f.I. foran 3-0 allerede midtvejs i halvlegen. Der var generelt optræk til flere mål i løbet af første halvleg, men frederikshavnerne manglede den sidste coolness i forhold til for alvor at gøre det onde ved Sulsted. Christian Kærsgaards tropper måtte dog ”nøjes” med 3-0 ved pausen, i en halvleg hvor det var begrænset hvad de blåklædte gæster kom frem til.

På autopilot efter pausen
De rød/sorte havde selvsagt skabt et fint udgangspunkt allerede i første halvleg, og derfor blev de sidste 45 minutter aldrig noget spillemæssigt brag. F.f.I. skulle dog tidligt i halvlegen gøre det til 4-0, og det var Jeppe Birklykke der kunne notere sig sit andet hattrick på F.f.I.´s bedste mandskab. Igen stod Mikkel Tolstrup bag oplægget, og Birklykke gled elegant igennem og satte usvigeligt sikkert sit tredje mål i kassen. Stærk indsats af offensivspilleren, der var med i alle fire mål.

Man sad - trods en F.f.I.-halvleg på autopilot - med den fornemmelse at der sagtens kunne blive scoret flere mål. Jonas Markfoged havde blandt andet et godt hovedstødsforsøg lige forbi mål, mens der derudover var mange situationer der kunne udnyttes bedre, havde afslutningerne havde haft en kende mere præcision.

Sulsted havde ikke skabt alverden i løbet af opgøret, men gæsterne skulle dog få et trøstemål at tage hjem med. F.f.I. sløsede lige lovligt meget i det defensive arbejde, og så havde Sulsteds Mads Berger ingen kvaler med at reducere til 1-4 dybt inde i overtiden. Et ganske unødvendigt mål, men ikke desto mindre en meget fortjent rød/sort sejr, der kunne - eller ret beset burde - være nogle mål større.

Efter to hjemmekampe, gælder det den kommende lørdag, den 14. april udekampen på kunstgræs i Pandrup, hvor Jetsmark tager imod. Der er kampstart på det noget specielle tidspunkt klokken 17:10.

Kampinfo: 
F.f.I. - Sulsted IF 4-1 (3-0)


Mål:
 1-0 Jeppe Birklykke (8.), 2-0 Frederik Guldager (14.), 3-0, 4-0 Jeppe Birklykke (22., 50.), 4-1 Mads Berger (90.+2)


10 minutters udvisninger: F.f.I.: Mikkel Tolstrup (55.) // Sulsted IF: Ingen

Udvisninger: 
Ingen  

Holdopstilling - F.f.I. (4-3-3): 
Lasse Fjordbak - Anton Møller, Nikolaj Stisen, Tobias Overlade (67: Jonas Markfoged), Jesper Gasberg - Frederik Klarskov (c), Frederik Guldager, Mikkel Tolstrup - Mads Møller (70: Daniel Overlade), Jeppe Birklykke, Kasper Sørensen (46: Tobias Wiis)

Tilskuere:
 75


Dommertrio: Torben Clausen - Karsten Mikkelsen og Allan Slot

Kampens Spiller: Jeppe Birklykke med 10 stemmer 

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk