My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Dem møder vi i foråret - del 2

Fokus på IF Skjold Sæby (ll) og Skagen IK

1. april 2017

Af: Martin "Oli?" Pedersen

I den kommende uge sparkes forårssæsonen 2017 i gang, og inden da vil vi her på ffifodbold.dk bringe et fyldigt optaktsprogram i tre dele. Her vil F.f.I.´s seks modstandere - hver og en - vil få et par kyndige ord med på vejen. 
 
I denne midterste del af denne optaktsserie skulle vi have indledt med Jerslev/Sterup IF, der dog imidlertid - grundet akut spillermangel, har måtte se sig nødsaget til at trække holdet, hvorfor F.f.I. er oversidder i runde 1 og igen i runde 8. Vi indleder i stedet akt nummer to med at kaste et blik på en nyoprykker få kilometer mod syd, i form af IF Skjold Sæbys Danmarksserie-reserver. Herefter går turen så nordpå, hvor der bliver sat ord på de blåklædte skagboer, der i år har Jan Wrensted ved roret.


IF SKJOLD SÆBY (ll)
Fra Jerslev/Sterup IF, der altså har lidt gevaldigt under spillerflugt, har Sæbys Danmarksserie-reserver hentet sin nye chef, Hans Ole Nødgaard. Han skal således guide sæbynitterne sikkert i land efter en historisk oprykning til Serie 2. Det er således første gang, at de rødblusede godt ti kilometer sydpå har sit andethold placeret så højt i rækkerne. Det må siges at være en stærk præstation af IF Skjold Sæby, der havde sit førstehold i Serie 2 tilbage i 2009. En opstigning i rækkerne i seniorregi - det kan man kun tage hatten af for. Cheftræner Nødgaard råder over et ganske stærkt mandskab, og der er i øvrigt gensyn med flere tidligere ungdomsspillere i F.f.I., herunder Mads Ring og Anders Høst, der begge har spillet kampe på F.f.I.´s førstehold.

Kampe i foråret 2017: Hjemmebane: Lørdag den 27. maj kl. 14:00 | Udebane: Mandag (2. pinsedag) den 17. april kl. 15:30


Cheftræner:
Hans Ole Nødgaard

Hjemmebane:
Sparekassen Vendsyssel Arena - Kjeldgaardsvej 25, 9300 Sæby


Placering i efteråret 2016:
Nummer 1 (33 point) i Serie 3, pulje 25 (oprykker)

Sådan gik det sidst:
F.f.I. og IF Skjold Sæby (ll) har ikke mødt hinanden i officielle kampe


Spilledragt:
Hjemmebane: Rød trøje / Blå shorts / Røde Strømper | Udebane: Blå trøje / Blå shorts / Blå Strømper


Hjemmeside:
Kan ses her

 
SKAGEN IK
Med Kanal Frederikshavn og Nordjyske Banks initiativ Nordjyske Bank Ligaen - mesterskabet for Serie 2-hold i Frederikshavn Kommune (læs mere her), så er der for alvor lagt i kakkelovnen til en interessant duel mellem de rød/sorte frederikshavnere og de blåklædte venner mod Nord. Læg dertil, at den - igennem mange sæsoner - tidligere senior- og ungdomstræner, Jan Wrensted overtager tøjlerne i Skagen IK efter Tommy Fuglsang, så skal det i den grad nok sætte ekstra tryk på kampene. I efteråret var det resultatmæssigt fra Himmel til Helvede mod skagboerne, idet det på Empire Stadium i premieren i august i fjor endte med en frederikshavnsk 7-1-nedsabling af gæsterne fra Skagen, der imidlertid fandt formen undervejs i sæsonen og sejrede med 1-0 i det omvendte opgør, takket være et tidligt mål af fyrtårnet i midterforsvaret, Rasmus Rump Rasmussen. Det har aldrig været let at spille mod skagboerne, og det bliver bestemt ikke lettere når Wrensted byder op til dans mod sin gamle klub. Vi glæder os rigtigt meget til kampene mod Skagen-mandskabet.

Kampe i foråret 2017: Hjemmebane: Lørdag den 29. april kl. 14:00 | Udebane: Fredag den 9. juni kl. 19:00


Cheftræner:
Jan Wrensted

Hjemmebane:
Spar Nord Arena (Skagen Stadion) - Stadionvej 2, 9990 Skagen

Placering i efteråret 2016:
Nummer 2 (30 point) i Serie 2, pulje 11

Sådan gik det sidst:
17. september 2016: Skagen IK - F.f.I. 1-0 (1-0)


Spilledragt:
Hjemmebane: Blå trøje / Hvide shorts / Blå strømper | Udebane: Rød trøje / Røde shorts / Blå strømper


Hjemmeside:
Kan ses her

 
Se en oversigt over F.f.I.´s kampprogram her

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk