My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Dobbelt hattrick sænkede Vrå på Empire Stadium

Jeppe Birklykke nettede tre gange i dagens kamp og leverede generelt en flot indsats i front  // Foto: Anette Gasberg

24. september 2016

Af: Martin "Oli?" Pedersen


F.f.I. vadede mildt sagt i chancer i fredagens opgør mod Vrå. Trods uskarphed blev det dog alligvel til en 8-1-afklapsning af gæsterne i en kamp hvor både Jeppe Birklykke og Tobias Wiis noterede sig et hattrick.

Værterne fik sig en forskrækkelse allerede efter tre minutters spil, da Vrå bragte sig foran 1-0. En lang bold blev spillet ned i bagrummet. Gæsternes Jens Kristian Hjermitslev var årvågen fra start og kunne udplacere en chanceløs debutant, Lasse Fjordbak, i F.f.I.-buret. Det var faktisk stort set hvad Fjordbak skulle forholde sig til i fredagens kamp.

For efter det tidlige chok, var det de rød/sorte som satte sig tungt på opgøret og var dominerende i allerhøjeste grad, således også på chancefronten. Vrå-keeper, Kasper Søborg Nielsen havde en travl aften mellem stængerne og allerede inden der var rundet ti minutter i dagens opgør, kunne han se to udmærkede hovedstødsmuligheder til Tobias Wiis gå forbi mål. De unge frederikshavnerne skulle dog få slået kapital af det massive overtage efter et kvarter. Villy Olsen smed en bold i dybden til Jeppe Birklykke, der udnyttede en-mod-en-situationen til perfektion og så var der balance i regnskabet.

Gæsterne havde, trods den tidlige føring, særdeles svært ved at modstå F.f.I.-presset, og Borups drenge skabte da også chancer en masse. Føringsmålet indtraf da også i det 38. minut, da Jesper Gasberg fandt en helt umarkeret Tobias Wiis. Ingen kvaler for en velspillende Wiis og 2-1. Et enkelt mål før pause-frankfurteren skulle indtages blev det også til. Igen var Gasberg på spil, da han på ren og skær fart satte Vrå-backen helt og aldeles af. Ved bagerste stolpe dukkede Jeppe Birklykke op og dermed 3-1 ved halvlegstid.

Hvor det var Vrå der var tidligt ude af starthullerne i første halvleg, så var det efter sidebyttet hjemmeholdets tur til en "tidlig" træffer. Marcus "Grille" Grønning sendte Jesper Gasberg i dybden. "Gas" rundede din direkte opasser og kunne let og elegant spadsere læderet i mål til 4-1. Kort efter blev cifrene øget, da Jeppe Birklykke udnyttede den megen plads i gæsternes forsvar, og dermed kunne han notere sig et hattrick og sit ottende sæsonmål i dette efterår.

Tenniscifre blev det også til få minutter efter, da Tobias Wiis, direkte på frispark, udplacerede Kasper Søborg Nielsen. Herefter fulgte en periode med et utal af chancer til frederikshavner-mandskabet. Det var som at se en groggy bokser, der blot kunne parere slagene fra modparten. 7-1 blev det dog med små ti minutter tilbage. Kaptajnen har for vane at score mod netop Vrå og det så han også sit snit til denne gang. Vejle havde valgt at bevæge sig frem på banen som en form for offensiv midt. Her finder "skipperen" Birklykke, der med en førstegangsaflevering slår bolden over Vrås firebackkæde. Mads Møller er i oplæggerens rolle og så kan F.f.I.´s nummer 4 sparke bolden i det tomme mål.

Det så ud til at anføreren nød sin mere eller mindre selvvalgte position. I hvert fald stod han få minutter før lukketid bag assisten til det mål, der gjorde at Tobias Wiis også kunne notere sig et hattrick. Dermed endte det hele 8-1, og dermed den fjerde hjemmesejr ude af ligeså mange. Home sweet home, kan man vist roligt sige.

Lidt selvtillid tanket på og videre til næste kamp. Her gælder det lørdag den 1. oktober klokken 14:00 opgøret på Empire Stadium mod topholdet Dronninglund. Med al respekt for fredagens gæster, venter der med al sandsynlighed værterne en noget hårdere dyst mod Peter Jacobsen, Jacob Hørbye og co. Vel mødt til lørdagsbold på byens gamle stadion.

Kampinfo: F.f.I. - Vrå/Børglum IF 8-1 (3-1)


Mål: 0-1 Jens Kristian Hjermitslev (3.), 1-1 Jeppe Birklykke (15.), 2-1 Tobias Wiis (38.), 3-1 Jeppe Birklykke (45.), 4-1 Jesper Gasberg (48.), 5-1 Jeppe Birklykke (53.), 6-1 Tobias Wiis (60.), 7-1 Jack Vejle (86.), 8-1 Tobias Wiis (86.)

10 minutters udvisninger: F.f.I.: Ingen // Vrå/Børglum IF: Jens Kristian Hjermitslev (67.)

Udvisninger: 
Ingen

Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Lasse Fjordbak - Villy Olsen (50: Mads Møller), Jack Vejle (c), Casper Holm, Benjamin Kristensen - Jesper Gasberg (57: Hasan Musawi), Cato Kristensen, Frederik Klarskov (81: Villy Olsen genindskiftet), Tobias Wiis - Jeppe Birklykke, Marcus Grønning (66: Frederik Lysegaard)

Tilskuere:
 150

Dommertrio: John Strandskov - Søren Hjortholm og Anders Bruun 

Kampens spiller:
 Jeppe Birklykke og Jesper Gasberg med hver 7 stemmer


Tobias Wiis leverede en flot indsats, hvilket
da også blev kronet med et hattrick imod Vrå

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk