My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

En blandet pose bolsjer var nok til 2-0-sejr

Frederik Guldager, med nummer 8 på shortsene, leverede en flot indsats i 2-0-sejren over Vrå. Dette blev også kronet med et flot mål // Foto: Anette Gasberg

14. august 2016
Af: Martin "Oli?" Pedersen

De rød/sorte nåede aldrig niveauet fra premierekampen mod Skagen, men det var dog alligevel nok til en fortjent 2-0-sejr over Vrå i en kamp hvor Jack Vejle og Frederik Guldager afgjorde sagerne.

Efter en lidt nervøs indledning på lørdagens opgør på Vrå Stadion var det F.f.I.'erne der greb initiativet. Dette gav pote allerede efter et kvarters spil. Frederik Lysegaard sendte et frispark ind i pandebrasken på Jack Vejle, der i den grad to fusen på Vrå-defensiven ved at snige sig igennem. Ganske effektivt og tidlig føring på 1-0.

F.f.I.'erne lignede et hold der fortsat hvor man slap fra premieren. Efter 1-0-målet var gæsterne atter på spil, og Vrå-mandskabet havde svært ved at dæmme op for frederikshavnernes hurtige offensiv-spillere. Det førte også til at Jeppe Birklykke kort efter føringsmålet blev nedlagt i feltet. Straffespark! Det skulle Mads Møller eksekvere, men desværre blev forsøget læst af Vrå-keeper Martin Hæsum.

Borups tropper havde et væld af chancer i den indledende del af første halvleg. Marcus "Grille" Grønning havde heriblandt to store, identiske muligheder i det lille felt, men skarpeheden fra premiererunden manglede.

Det var lige ved at blive dyrt omkring den halve times spil. Jack Vejle ville lægge bolden tilbage til tilbagevendte Kenneth Isaksen, men kaptajnen fik ikke nok "peber" på sin tilbagelægning. En Vrå-angriber kom imellem og opsnappede bolden og røg i et hidsigt raid én-mod-én med Isaksen. Denne duel trak F.f.I.'s sidste skanse sig af med en god redning. Puha!

Herefer gik det noget i stå for de rød/sorte. Det flydende og offensive spil blev afløst af mange opspilsfejl efterhånden som regnen tog til, og man fornemmede at Vrå kom bedre med i kampen. Bortset fra førnævnte situation, var det dog ikke meget som Kenneth Isaksen skulle forholde sig til. Første halvleg endte med en fortjent 1-0-føring til F.f.I.'erne, men cheftræneren var ikke tilfreds, navnlig med den sidste del af havlegen. Dermed blev der udvekslet "store ord" til gutterne i omklædningsrummet.

Anden halvleg startede igen nervøst, men man sad dog med fornemmelsen af, at F.f.I. havde kontrol over begivenhederne og således blev der ikke givet noget ved dørene. Borups young guns formåede stadig at skabe chancer hist og her, men spillet nåede ret beset aldrig op på det niveau der blev vist i de første tyve minutter af opgøret.

F.f.I. skulle dog imidlertid få lukket og slukket med ti minutter tilbage. Jeppe Birklykke fandt netop indskiftede Shukuru Mudenge, der snittede bolden bagud til gæsternes bedste, Frederik Guldager, der resolut hamrede bolden i kassen i det nederste højre målhjørne. Dermed endte det hele med en fortjent 2-0-sejr på en dag hvor det måske ikke altid flød lige godt. Det må man tage med og ellers glæde sig over en sikker sejr på en dag hvor der er plads til forbedring. To sejre i to kampe, kan man dog aldrig tage fra de rød/sorte. Fin start, må man sige.

Allerede onsdag den 17. august gælder det et regulært topbrag, når F.f.I. tager turen til Dronninglund. Det er kampen om førstepladsen i Serie 2. Kampen på Dronninglund Ny Stadion er med kick-off klokken 18:30.

Kampinfo:Vrå/Børglum IF - F.f.I. 0-2 (0-1)

Mål: 0-1 Jack Vejle (13.), 0-2 Frederik Guldager (79.)

10 minutters udvisninger: Vrå/Børglum IF: Frederik Molsen (16.), Magnus Rubæk (19.), Jakob Hartmann (62.) // F.f.I.: Cato Kristensen (25.), Shukuru Mudenge (88.)

Udvisninger: Ingen

Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Kenneth Isaksen - Villy Olsen (38: Jesper Gasberg), Cato Kristensen, Jack Vejle (c) (68: Villy Olsen genindskiftet), Casper Holm - Frederik Klarskov (86: Marcus Grønning genindskiftet), Frederik Lysegaard, Frederik Guldager, Jeppe Birklykke (83: Mads Møller genindskiftet) - Marcus Grønning (75: Shukuru Mudenge), Mads Møller (70: Casper Larsen)

Tilskuere:
100

Dommertrio: Jan Falberg Jensen - Jørgen Bo Jensen og Anders Bruun

Kampens spiller:
Frederik Guldager med 9 stemmer

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk