My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

F.f.I. sejrede sikkert i forårsafslutning

Marcus Grønning (i duel med Sulsted-spiller den 4. juni), blev kåret til F.f.I. bedste i forårsafslutningen mod RKG // Foto: Anette Gasberg

19. juni 2016
Af: Martin "Olić" Pedersen

F.f.I.’erne gik på det nærmeste målamok i sæsonafslutningen lørdag mod RKG. Fire mål blev det til efter sidebyttet og det er selvom at gæsterne fra Klarup førte 1-0 ved pausen.

Man kunne godt fornemme, at der ikke var alverden på spil for nogle af de to mandskaber denne lørdag eftermiddag på Empire Stadium. Derfor var det et relativt roligt tempo uden de helt store armbevægelser. Det var begrænset hvad defensiven hos både F.f.I. og RKG skulle forholde sig til indledningsvis.

De grønblusede gæster skulle dog bringe sig front godt halvvejs i halvleg. F.f.I.-defensiven var næppe på forkant med situationen, da Nicklas Nielsen let slap igennem i højre side og sikkert kunne udplacere Kenneth Isaksen i frederikshavner-buret.

Palle Bo Nielsens mandskab kunne stille og roligt køre en 1-0-føring til pause. Absolut en kamp på det jævne, men det skulle dog hurtigt ændre sig, kan skribenten afsløre.

Ti minutter efter pausen blev der bragt balance i regnskabet på en bizar facon. Mads Møllers forsøg ramte en RKG-spiller i hovedet, tog dernæst stolpen for så at tage skulderen på keeper Jeppe Biilmann. Sidste destination var i netmaskerne.

Bare halvanden minut senere blev Jeppe Birklykke nedlagt i feltet og så pegede dommer Simon Rye korrekt på pletten. Forsøget fra 11 meter-pletten skulle en velspillende Frederik Guldager tage sig af, hvilket han udførte usvigeligt sikkert. Fra 0-1 til 2-1 på ”møj hidsig vis”.

Sæsonens sidste 45 minutter var generelt ganske fornuftige, kampens betydning taget i betragtning. F.f.I.’ernes evne til at skabe målchancer og tilmed være skarpe på de muligheder man fik, har været en udfordring i foråret, men denne lørdag var Jakob Borups tropper anderledes skarpe foran mål.

Det viste Jeppe Birklykke med godt et kvarter igen, da han sikkert sendte Marcus ”Grille” Grønnings oplæg i kassen. Indskiftede Tobias Wiis lukkede og slukkede endegyldigt til 4-1, da han sendte læderet mellem benene på RKG-målmanden.

Således endte det med en overbevisende sejr i denne afslutning. Nu handler det om at tage indsatsen med fra de to seneste kampe med videre til efteråret.

Tak for støtten i dette forår. På gensyn til sommerens arrangementer - jubilæumsfesten den kommende lørdag og Cup No. 1 i uge 28. God sommer til jer alle - om ikke andet så ses vi til august.

Kampinfo: F.f.I. – RKG 4-1 (0-1)

Mål: 0-1 Nicklas Nielsen (27.), 1-1 Jeppe Biilmann (55. // Selvmål), 2-1 Frederik Guldager (57. // Str.), 3-1 Jeppe Birklykke (73.), 4-1 Tobias Wiis (82.)

10 minutters udvisninger: F.f.I.: Ingen // RKG: Michael Bonderup (56.), Patrick Justesen (71.)

Udvisninger: Ingen

Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Kenneth Isaksen - Benjamin Kristensen (56: Magnus Lysegaard), Cato Kristensen, Jack Vejle (c), Casper Holm - Frederik Klarskov (59: Tobias Wiis // 86: Tobias Wiis udskiftet - Frederik Guldager genindskiftet), Frederik Guldager (75: Stefan Ohrt), Frederik Lysegaard, Jeppe Birklykke - Marcus Grønning, Mads Møller

Tilskuere:
150

Dommertrio: Simon Rye -  Kasper Søndergaard Sørensen og Lars Christian Thomsen

Kampens spiller:
Marcus ”Grille” Grønning med 8 stemmer

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk