My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

F.f.I. tager imod Birkelse hjemme på "Fortet"

Jeppe Birklykke er tilbage i truppen efter endt ferie // Foto: Anette Gasberg

31. august 2017
Af: Martin "Oli?" Pedersen

Endnu engang tager F.f.I. imod på fortet Empire Stadium, når Jyllandsserie-nedrykkerne fra Birkelse lørdag kigger forbi. F.f.I.-mandskabet skal tage takterne med fra anden halvleg af Dronninglund-kampen hvis tre point skal i hus.


Kanal Frederikshavn er atter på pletten, hvor det lokale nyhedsmedie er klar med foromtale, liveopdatering, kåring af Kampens Spiller og interview. Således er de med for anden hjemmekamp i træk, når Jammerbugt-placerede Birkelse venter i - for F.f.I.´erne - spillerunde fem. Gæsterne har i øvrigt indtil videre blot spillet tre kampe i denne efterårssæson.

Birkelse er et af de hold F.f.I.´erne faktisk har spillet flere træningskampe end turneringskampe imod. Hvad angår tællende kampe, er det blevet til to styks helt tilbage i 2013, hvor Birkelse lige var rykket op fra Serie 2. Med en stærk sæson - blandt andet to sejre over F.f.I. - rykkede klubben fra udkanten af Aabybro sikkert op i Jyllandsserien, hvor de har været repræsenteret indtil nedrykningen, der blev en realitet i den forgangne forårssæson. Mens det i turneringskampe er blevet til to Birkelse-sejre - henholdsvis 1-0 og 2-0 i efteråret 2013, har de rød/sorte overvejende fået fine testresultater imod Birkelse-mandskabet, blandt andet en 4-0-sejr i vinteropstarten 2014 samt 1-1 i sommeropstarten samme år. I sidstnævnte kamp udlignede anfører Frederik Klarskov i øvrigt i overtiden.

Efter sommerens nedrykning til Serie 1, forlyder det at der er skiftet en del ud på Thomas Jensens Birkelse-mandskab. Om det er derfor, at de hvid- og blåklædte har fået en lidt træg start på sæsonen med to gange 0-0 mod henholdsvis mednedrykkerne fra RKG og lokalrivalerne fra Aabybro og senest et 1-3-nederlag mod Jetsmark, skal være usagt. Om ikke andet tyder resultaterne på at F.f.I.´erne skal væbne sig med tålmodighed mod et notorisk velorganiseret Birkelse-mandskab.

Skal det lykkedes at nedbryde en stærk Birkelse-defensiv, kræves det for Christian Kærsgaards tropper at der bliver steppet op rent spillemæssigt fra tirsdagens 5-2-sejr hjemme mod Dronninglund. Nok sprudlede det offensivt, mens der defensivt blev taget unødvendigt store chancer mod et - skal vi også sige - overraskende stærkt spillende Dronninglund-mandskab.

F.f.I. er ubesejret i turneringsregi i 16 kampe - 12 sejre og to uafgjorte - og har navnlig hjemme i egen hule været uhyggeligt stærke offensivt. De takter må meget gerne blive fortsat lørdag eftermiddag, således at de rød/sorte kan holde trit med toppen. Kasper Sørensen og Mathias Vejnø har været yderst træfsikre efter deres skifte fra henholdsvis Skagen og Hjørring AIK Frem. Spørgsmålet er om de fortsætter den gode form, eller om andre tager over?

Det spørgsmål, og formentlig mange flere vil man kunne få svar på hvis man tropper op på Empire Stadium. F.f.I.´erne har for vane at underholde publikummet med en solid offensiv omgang fodbold, så der er er ingen undskyldning. Gutterne håber på jeres støtte, så vi ses til forhåbentligt endnu en fornøjelig lørdag, hvor også Serie 3-mandskabet skal i aktion i en vaskeægte topkamp mod Hirtshals´ andethold. Her er der kick-off klokken 16:00, altså umiddelbart efter Serie 1-holdets kamp.

Serie 1, 5. spillerunde
F.f.I. - Birkelse IF
Lørdag den 2. september kl. 14:00
Empire Stadium

Dommertrio: Torben Clausen - Tommy Toft Kristensen og Jan Søndergaard Sørensen

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk