My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Forbudt for børn i Birkelse

Mads Møller og Kasper ”Kalle” Sørensen kom begge på tavlen imod Jetsmark, og begge har været stærkt spillende i denne sæson // Foto: Anette Gasberg

19. oktober 2017
Af: Martin "Olić" Pedersen

Takterne fra navnlig første halvleg af Jetsmark-kampen skal meget gerne pakkes med i sportstaskerne når F.f.I. tager turen til Birkelse. Med værternes beklemte situation taget i betragtning, venter der uden tvivl en vanskelig kamp.

Det er mere eller mindre last chance saloon for Birkelse denne weekend. Et eventuelt nederlag lørdag kombineret med eksempelvis en sejr til formstærke RKG, så vil det betyde nedrykning for de hvid-blusede fra Aabybro-egnen. Derfor kan man vel udlede at lørdagens kamp bliver forbudt for børn, for F.f.I.´erne har bestemt også sin agenda for den resterende del af sæsonen. Med al sandsynlighed skal de tre sidste kampe vindes, hvis oprykningen skal komme på tale.


Af ovennævnte årsager kan det vise sig at lørdagens opgave på Nordjyske Bank Arena i Birkelse kan være én af de vanskeligste opgør i sæsonen. Birkelse, der har i øvrigt har skiftet ud på trænerposten midtvejs i efterårssæsonen, er notorisk kendt for at krige med alt hvad de har, og med deres tilspidsede situation in mente, må det også forventes at være tilfældet denne lørdag.

Netop den fight viste Birkelse-mandskabet tilbage i august på Empire Stadium. Ganske vist sejrede F.f.I. 2-1 takket være et matchvindermål af Tobias Overlade, men gæsterne viste ved den lejlighed at det bestemt ikke er noget let hold at møde.

Christian Kærsgaards tropper har efter nederlaget til Hirtshals vist en fin respons og har siden leveret to sejre og scoret samlet 11 mål. Lasse Fjordbak i målet har med mange store redninger ligeledes leveret to clean sheets i træk, og det må forventes at være et frederikshavner-mandskab fyldt med selvtillid der løber på banen lørdag eftermiddag. Det er også nødvendigt, hvis drømmen om oprykningen fortsat skal leve i bedste velgående.

Favoritværdighed er umiddelbart svært at tale om, taget Birkelses situation i betragtning. Sikkert og vist er det dog, at leverer de rød/sorte på samme niveau som anden halvleg i Vejgaard og store dele af Jetsmark-kampen, så kan det meget vel blive en god fodboldmæssig weekend.

Serie 1 - 12. spillerunde
Birkelse IF - F.f.I. 
Lørdag den 21. oktober kl. 14:00
Nordjyske Bank Arena, Birkelse

Dommertrio: Steffen Møller Christensen - Andreas Gravers Klitgaard og Kenny Jensen

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk