My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Hirtshals aflægger visit i et vaskeægte topbrag

Lettelse og brede smil efter 3-2-sejren i Dronninglund. Sker det igen lørdag? // Foto: Anette Gasberg

28. september 2017
Af: Martin "Olić" Pedersen

Det er efterårets vigtigste kamp når Empire Stadium byder på en vaskeægte topkamp mellem rækkens to stærkeste hold. Lørdagsbraget mod Hirtshals er foruden kampens betydning, også valgt som opgøret i Danske Bank Braget.


Mike Grey er Kanal Frederikshavns udsendte reporter på Empire Stadium, når ligeledes ubesejrede Hirtshals aflægger visit. Dermed skal Kampens Spiller kåres efter slutfløjtet, og kommer der tre point på kontoen kommer Grey på noget af en opgave, når banens bedste skal vælges. Sagt på en anden måde: Der skal noget af en holdindsats til, hvis de hvidblusede fra Hirtshals skal sendes hjem med efterårets første nederlag i bagagen.


Såvel F.f.I. som Frode Langagergaards tropper har i sæsonens første otte kampe formået at hente seks sejre og to uafgjorte, og sæsonpremieren - i hvert fald for F.f.I. - på Schlie Arena midt i august var en af de kampe der endte i remis. Efter en utroligt medrivende kamp på Hirtshals´ flotte bane, endte løjerne 2-2. Værterne bragte sig foran i første halvleg, mens Jeppe Birklykke lynede kort efter pausen, blot for at inkassere et mål imod kort efter, da Tobias Overlade headede bolden i eget net. Brormand Daniel gjorde dog skaden god igen, da han dybt inde i tillægstiden pandede et præcist slået hjørnespark i kassen.

Klubbens skribent forudser et mindst ligeså medrivende og hæsblæsende drama, som det var tilfældet denne lune augustaften. Begge mandskaber er som bekendt helt lige i stillingen, og skal F.f.I. trække bare en smule fra toppen, skal der leveres en noget mere fokuseret indsats end det var tilfældet i sidste weekends 3-2-sejr i Dronninglund. Hirtshals missede lørdag muligheden for at gå alene i udbrud, da holdet fik 1-1 i egen hule mod Aabybro. Forlydender fra Hirtshals-lejren gik på at det ikke var holdets bedste indsats, men man må alt andet lige forvente, at det dygtige gæstende mandskab giver den fuld gas i Frederikshavn - ikke mindst fordi opgøret velsagtens kan kaldes efterårets vigtigste kamp.

Støt holdet i dette brag af en kamp, og få samtidigt muligheden for at lykønske Jesper Gasberg, der som bekendt for overrakt en erkendtlighed idet han som bekendt spiller sin førsteholdskamp nummer 100. Ses vi? Det tror jeg nok vi gør!

Serie 1 - 9. spillerunde
F.f.I. - Hirtshals B

Lørdag den 30. september kl. 14:00
Empire Stadium

Dommertrio: Kasper Søndergaard Sørensen - Adis Ahmetagic og Allan Slot

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk