My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Kaptajn Klarskovs klassehug sænkede Aabybro

Frederik Klarskov scorede igen – denne gang blev han matchvinder // Foto: Anette Gasberg

11. maj 2018
Af: Martin "Olić" Pedersen

Det var ingenlunde nogen køn kamp mod et defensivt indstillet Aabybro-mandskab. F.f.I. sejrede ikke desto mindre fortjent med 2-1 takket være mål af Tobias Wiis og Frederik Klarskov på hver sin side af halvlegsmærket.

I seneste kamp mod Brønderslev kom F.f.I. foran tidligt i opgøret, og denne bedrift blev således gentaget i Kristi Himmelfarts-opgøret mod Aabybro. Lasse Fjordbak servede perfekt målspark op til Mads Møller, der gled af på sin direkte modstander og dernæst fandt Tobias Wiis med en tværpasning. Wiis kunne let prikke de rød/sorte foran allerede efter seks minutters spil.


Et kvarter senere havde værterne bolden i nettet endnu engang. På et hjørnespark fik Daniel Overlade presset Aabybro-målmanden så tilpas meget at der scoringen blev annulleret for frispark til gæsternes sidste skanse.

Christians Kærsgaards tropper havde svært ved at holde kadencen gennem første halvleg, og lukkede de gulblusede fra Aabybro for meget ind i kampen. Gæsterne havde dog umådeligt svært ved at skabe noget i åbent spil. Det var dermed forventeligt at eventuelt udlignende mål skulle falde efter en standardsituation – og det skete. Der var ti minutter tilbage af første halvleg, da et hjørnespark blev sendt ind til forreste stolpe. Her dukkede Aabybro-anfører Mads Thomsen op og stangede bolden i kassen til 1-1. Det var også stillingen efter en jævnbyrdig, om end lidt småtrist første halvleg

Drømmehug af anføreren
Hvis første halvleg var chancefattige, så var de sidste 45 minutter endnu mindre inspirerende hvad angik store muligheder. Frederik Guldager havde et godt forsøg godt fem minutter efter sidebyttet, men Aabybros keeper diskede op med en god redning. Sumaidi Uria havde ligeledes en god skudmulighed, men hans ellers udmærkede forsøg røg lige over mål.

Undertegnet sad med tanken at det var en utraditionel situation der skulle til hvis kampen skulle afgøres. Denne profeti blev i den grad opfyldt efter 60 minutter. Anfører Frederik Klarskov drev selv bolden frem i situationen, og ´tøffede´ afsted over midten. Med et nogenlunde stående afsæt hamrede Kaptajn Klarskov kuglen i kassen fra noget der mindede om tyve meters afstand. Det er ikke noget man ser hver dag fra midtbanespilleren med nummer 8, og det hører absolut til sjældenhederne - hvis det overhovedet nogensinde er sket - at Frederik Klarskov har scoret fire mål halvvejs på en halvsæson.

Det var langt hen ad vejen en mærkværdig anden halvleg på Empire Stadium. Aabybro var som bekendt bagud 1-2, og man synes dermed at de skulle frem at satse. Ganske vist blev det da til nogle dødbolde hist og her, men det lykkedes faktisk aldrig gæsterne at true De Røde Bavianer, skønt der var lagt ikke mindre end otte minutters tillægstid til, da Aabybros Henrik Sørensen landede forkert ned på sin skulder og dermed skulle have en behandling af en vis længde.

F.f.I.´erne fik dog reddet den sporadiske storm af og kunne notere sig en uhyre vigtig sejr inden sæsonen vender her ved halvvejsmærket.Allerede søndag den 13. maj spiller F.f.I. igen, når turen går til Vejgaards DS-reserver. Der er kick-off på Soffy Road klokken 13:00.

Kampinfo: 
F.f.I. - Aabybro IF


Mål:
 1-0 Tobias Wiis (6.), 1-1 Mads Thomsen (35.), 2-1 Frederik Klarskov (60.)


10 minutters udvisninger: F.f.I.: Frederik Klarskov (38.) // Aabybro IF: Lasse Præstegaard og Morten Eriksen (90.+6)

Udvisninger: Ingen  

Holdopstilling - F.f.I. (4-3-3): 
Lasse Fjordbak  Sumaidi Uria, Tobias Overlade, Nikolaj Stisen, Nicolas Strauss (46: Casper Holm) - Frederik Klarskov (c), Daniel Overlade (62: Mikkel Tolstrup), Frederik Guldager – Jeppe Birklykke (88: Daniel Overlade genindskiftet), Tobias Wiis (84: Mads Møller genindskiftet), Mads Møller (65: Nicolas Strauss genindskiftet)

Anton Møller ikke benyttet

Tilskuere:
 150


Dommertrio: Søren Hjortholm - Simon Rye og Allan Slot

Kampens Spiller: Frederik Klarskov med 9 stemmer

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk