My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Lokalslag på Empire Stadium

Rammerne er i hvert fald klar til at byde velkommen til søndagens lokalbrag // Foto: Lindy Wiis

30. april 2016
Af: Martin "Oli?" Pedersen

På trods af torsdagens 0-1-nederlag mod Jetsmark, skal F.f.I.'erne levere nogle af de samme takter i søndagens imødesete lokal- og bundbrag på Empire Stadium mod Skagen.

Skuffelsen lyste ud af de unge frederikshavnere i minutterne efter slutfløjt i torsdagskampen mod Jetsmarks andethold. Forinden var der gået 90 minutter, hvor F.f.I.'erne havde leveret en decideret lovende indsats og faktisk havde mulighederne for at hente point mod et af rækkens - hvis ikke det bedste mandskab i Serie 1, pulje 5. Ærgrelsen var også enorm, idet Borups tropper havde bolden i netmaskerne i slutfasen, men Marcus Grønnings mål blev annuleret for frispark.

Søndag gælder det imidlertid den tredje hjemmekamp på en uge, når kommunerivalerne mod nord gæster det gamle stadion på Rimmens Allé. Et helt igennem interessant opgør på flere parametre. Først og fremmest er det et lokalbrag med alt hvad der dertil hører. Læg dertil, at der på begge mandskaber er spillere der har huseret i begge klubber og endeligt er det som nævnt en bundduel der søndag eftermiddag udspiller sig. F.f.I. ligger placeret sidst i tabellen med bare tre point for fem kampe. De blåblusede skagboer har hentet tre point mere, dog med en kamp mere i bagagen i forhold til frederikshavnerne.

Tommy Fuglsangs tropper var senest i aktion i lørdags. Her kunne Danmarks nordligst beliggende fodboldklub ikke følge op på midtugens 2-1-sejr mod Sulsted, idet AaB kunne drage sydpå med en 2-0-sejr i bagagen. Nu gælder det så Kampen om Frederikshavn Kommune anno 2016. F.f.I. sejrede i den seneste indbyrdes duel tilbage i oktober 2014, da Sadik Mehmeti, Theis Vad og Jeppe Birklykke sikrede en 3-0-triumf på eget græs.

Kom så, gutter!

Serie 1 - 6. spillerunde
F.f.I. - Skagen IK
Søndag den 1. maj kl. 13:30
Empire Stadium

Dommertrio:
Tommy Toft Kristensen  - Jan Søndergaard Sørensen og Nynne Jensen

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk