My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Ny sejr efter en tur i den store rutsjebane

Mads Møller scorede et flot mål - endda med det kolde højreben, da F.f.I. slog Dronninglund med 3-2 // Foto: Anette Gasberg

24. september 2017
Af: Martin "Olić" Pedersen

Det er sjældent kedeligt at overvære F.f.I.´s kampe, og denne lørdag var ingen undtagelse. I en regulær rutsjebanekamp i Dronninglund sejrede de rød/sorte med 3-2 i et opgør der bød på to selvmål og en flot scoring indledningsvis.

Opgøret på en lettere tung bane på Dronninglund Ny Stadion blev indledt med et fint F.f.I.-pres, hvor de rød/sorte ved flere lejligheder kombinerede sig igennem til et gode scoringsmuligheder, men desværre manglende den sidste skarphed.


Der skulle en flot individuel præstation til for at F.f.I. efter 18 minutters spil kunne bringe sig foran. Et godt stykke udefra svingede en velspillende Mads Møller højreskøjten og bragede læderet i det korte hjørne. Flot mål af Møller, og så endda med det såkaldte "kolde" højreben.

En god start blev herefter forvandlet til en mareridtsperiode for gæsterne, og det førte til et par muligheder til Dronninglund - fælles for alle værternes forsøg var at F.f.I.-defensiven ikke så afstemt ud. Knapt en halv time var der spillet, da Tobias Overlade var uheldig at heade et hjørnespark i eget net og et par minutter senere var så det atter noget let ud, da Mikkel Lyngholm Olsen fik for meget plads, og via en F.f.I.-ryg ændrede bolden retning, og så var Lasse Fjordbak i målet chanceløs.

Efter en første halvleg hvor det var meget op og ned for frederikshavnerne, kunne et kynisk Dronninglund-mandskab gå til pause foran med 2-1.

Satsning gav pote
Straks fra anden halvlegs start skiftede cheftræner Christian Kærsgaard formation og gik således fra en 4-2-3-1-opstilling til en formation med tre mand i bagkæden. Det er ikke for meget at kalde det en satsning, og det var faktisk ved at give bagslag godt ti minutter efter sidebyttet. Dronninglund kunne blandt andet se en ellers god chance prelle af på overlæggeren.


De rød/sorte fik dog hanket op i sig selv, og så gik det ellers stærkt. Kasper Sørensen havde en god chance, men Nicolai Thy i hjemmeholdets mål diskede op med en forrygende redning. Sørensen var dog kort efter på pletten igen, og denne gang udnyttede han med usvigelig sikkerhed Mads Møllers fine oplæg. Om som om det ikke var nok, var Kasper bare to minutter senere atter på spil. Fra baglinjen fik han drejet bolden ind og her var Dronninglunds Christian Poulsen uheldig at skubbe bolden det sidste stykke over stregen.

Christian Kærsgaards tropper havde flere gode muligheder for at lukke og slukke med en række gode muligheder. Der blev brændt flere oplagte chancer, og så gik det hverken værre eller bedre end at der var panik før lukketid. Værterne fik tilkendt frispark på kanten af feltet kort før lukketid. Det ellers velplacerede forsøg tog overlæggeren, og dermed slap F.f.I.-mandskabet med skrækken.

Således blev det til en sejr på 3-2 efter 90 minutter hvor man var igennem hele følelsesregisteret.  Nu venter "årets kamp" på Empire Stadium, der lørdag den 30. september klokken 14:00 byder på det vaskeægte topbrag imod Hirtshals, der "blot" fik 1-1 mod Aabybro. Det ligner et helt åbent opgør. Vel mødt til det der meget vel kan definere den resterende del af sæsonen. Vi glæder os allerede...

Kampinfo: Dronninglund IF - F.f.I. 2-3 (2-1)

Mål: 0-1 Mads Møller (18.), 1-1 Tobias Overlade (29./selvmål), 2-1 Mikkel Lyngholm Olsen (34.), 2-2 Kasper Sørensen (63.), 2-3 Christian Poulsen (65./selvmål)

10 minutters udvisninger: Dronninglund IF: Ingen // F.f.I.: Daniel Overlade (90.+1)

Udvisninger: 
Ingen  


Holdopstilling - F.f.I. (4-2-3-1):
 Lasse Fjordbak - Jesper Gasberg, Nikolaj Stisen, Tobias Overlade Mikkel Tolstrup (55: Jeppe Birklykke) - Frederik Klarskov (c), Mathias Vejnø (55: Frederik Guldager) - Tobias Wiis, Daniel Overlade, Mads Møller (67: Ronnie Schou) - Kasper Sørensen


Dommertrio:
 Alen Fific - Ejub Avdic og Henrik Hansen


Kampens Spiller:
 Kasper Sørensen med 8 stemmer

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk