My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Rød/sort forløsning i vildt chanceorgie

Det var på mange måder "De brændte chancers kamp". En stærk holdindsats sikrede trods alt en livsvigtig 2-1-sejr mod AaB // Foto: Flemming Guldager

28. maj 2016
Af: Martin "Olić" Pedersen

I en fuldstændig vanvittig chancerig anden halvleg, fik de rød/sorte trods alt vendt 0-1 til en livgivende 2-1-sejr på Empire Stadium mod AaB. Jesper Gasberg og Mads Møller var på pletten for hjemmeholdet.

Det var de gråblusede gæster der lagde bedst fra land i fredagsfesten på byens gamle stadion. AaB'erne viste sig, med deres fysiske styrke, stærke på dødbolde og det var netop også dette værktøj, der indledningsvis voldt F.f.I.-mandskabet kvaler. Kenneth Isaksen, i sit nye orange dress, leverede dog flere solide indgreb og holdt dermed sit mandskab inde i kampen.

Jakob Borups tropper fik dog bedre fat som første halvleg skred frem. De unge frederikshavnerne havde også sine chancer i første halvleg. Den største mulighed tilfaldt den nyudlærte anlægsgartner, Jeppe Birklykke, der i duellen med AaB-keeper Frederik Larsen, tog et for langt træk.

Kort før pausen var det AaB'erne der bragte sig i front med 1-0, da en præcis lang bold havde retning mod netop indskiftede Niels Greth og sikkert kunne han sende bolden forbi en prisgivet Kenneth Isaksen. Det så dog lidt for let ud, at AaB'erne kunne komme fri ved en lang bold i bagrummet. Jens Peter Hansens tropper kunne på baggrund af Greths enlige træffer, gå til pause foran med 1-0.

Værterne kom ud som nærmest forvandlet ud til de sidste 45 minutter, hvilket allerede gav pote tre minutter efter pausen. Et hjørnespark havnede hos Mads Møller, der fik skubbet bolden videre til Jesper Gasberg, der således kunne sende udligningen i kassen.

Jeppe Birklykke havde kort efter en kæmpechance for at gøre det til 2-1 og i en lang sekvens herefter brændte F.f.I.'erne chancer galore. Et sandt stilstudie i at brænde friløbere. Her snakker vi forbi mål, over målrammen, lige på målmanden og endelig et for langt træk - for ikke at tale om Marcus Grønnings ellers veludførte hovedstød, der dog i sidste ende tog overlæggeren. Es war Wahnsinn!

AaB'erne havde også sin chancer - det skal også med i ligningen. Kenneth Isaksen leverede et god portion feberredninger. Først med en hovedstødsredning og kort efter en friløber.

I det 82. minut kom forløsningen endelig. Marcus "Grille" Grønning tog et god raid frem ad banen, og med et hårdt, præcist indlæg fandt han Mads Møller, der denne gang ganske enkelt ikke kunne brænde. Det gjorde han heller ikke og dermed stor jubel i F.f.I.-lejren, hvor forløsningen fik frit spil. Jakob Borups jubeldans på sidelinjen var absolut ikke svær at holde af!

AaB'erne fik kort efter bolden i mål, men der blev vinket for offside. AaB'erne havde kort før slutfløjtet en gigantisk mulighed med et skud der var tæt på at havne helt oppe i krydset. Kenneth Isaksen ville det dog anderledes, og fik med en refleksredning af de store vippet bolden over målrammen. Klasseredning!

Det holdt hårdt, men de tre point kom langt om længe i land. Fight, forløsning og fredagsjubel på Empire Stadium. Der blev sunget, danset og jublet til den helt store guldmedalje. Friday I'm In Love!

Næste kamp for F.f.I.'erne er allerede på tirsdag den 31. maj, når det gælder indtræden i DBU Pokalen. F.f.I. møder på udebane Østervrås tophold i Serie 2. Der er kampstart på Østervrå Stadion klokken 19:00. Lørdag den 4. juni klokken 13:30 går det atter løs i Serie 1, når De Røde Bavianer gæster Sulsted i en livsvigtig duel om overlevelse i Serie 1.  


Kampinfo: F.f.I. - AaB (lll) 2-1 (0-1)

Mål:
0-1 Niels Greth (40.) 1-1 Jesper Gasberg (48.), 2-1 Mads Møller (80.)


10 minutters udvisninger: F.f.I.: Jeppe Birklykke (89.) // AaB (lll): André Bay Christensen (59.), Casper Fallingborg (61.), Christian Møller (84.), Isaac Kumi (87.)

Udvisninger: Ingen

Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Kenneth Isaksen - Benjamin Kristensen  (64: Jesper Gasberg genindskiftet),  Cato Kristensen, Casper Holm, Villy Olsen - Frederik Lysegaard, Casper Larsen (78: Stefan Ohrt), Frederik Guldager (c), Jeppe Birklykke (67: Marcus Grønning genindskiftet) - Marcus Grønning, (44: Mads Møller // 88: Mads Møller udskiftet - Jeppe Birklykke genindskiftet), Jesper Gasberg (58: Tobias Wiis)

Tilskuere:
150

Dommertrio: Torben Clausen - A
dis Ahmetagic og Karsten Mikkelsen

Kampens spiller:
Casper Holm med 6 stemmer

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk