My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Sæsonens sværeste kamp venter i Pandrup

Kasper Sørensen (foto) - i lighed med sæsondebutant Mathias Vejnø – tørner ud på sin gamle hjemmebane  // Foto: Anette Gasberg

25. august 2017
Af: Martin "Olić" Pedersen

Det bliver én af efterårets sværeste tests, når F.f.I.´erne lørdag middag drager til Pandrup for at møde Jetsmark. Det er et mandskab de rød/sorte har det notorisk svært imod, men vi går efter at forlænge stimen af ubesejrede kampe.


For to F.f.I.´ere bliver lørdagens opgør på Jetsmark Stadion ekstra interessant. Angriber Kasper Sørensen spillede for et par år siden halvandet år for Jammerbugt FC, der som bekendt udgør den professionelle overbygning på Jetsmark IF. En anden ny i F.f.I.´s rød/sorte dragt er Mathias Vejnø, og netop den nytilkomne midtbanespiller (tidl. Hjørring AIK Frem, red.), har mulighed for at få sin debut efter netop at have overstået sommerferien i denne omgang.

Sørensen, Vejnø og kompagni kommer på noget af en prøve, når dommer Alen Fific klokken 13:00 fløjter op til kamp på Jetsmark Stadion. I forvejen besidder de grønblusede et stærkt hold med mange dygtige unge spillere. Læg dertil at flere formentligt træner med divisionstruppen, hvorfor såvel form som det tekniske niveau må formodes at være højt. Sidst men ikke mindst, er det uvist hvad værterne stiller op med, og om der er nogle med fra divisionsholdet. Netop klubbens divisionshold spiller umiddelbart bagefter på Jetsmark Stadion imod Ringkøbing.

Noget andet der peger på at det bliver en svær kamp for Christian Kærsgaards tropper er den lidet flatterende statistik i indbyrdes kampe mod Jetsmark i Serie 1. Foruden træningskampen i uge 29, der endte med en 3-1-sejr til ”de grønne”, så har F.f.I. tabt tre ud af fire turneringskampe mod divisionsreserverne, og for at gøre ondt værre er det ikke lykkedes frederikshavnerne at score imod Jetsmark.

Statistikker er dog til for at blive brudt, siges det. Det må i al fald være målet, for om ikke andet er der optimisme at spore i den rød/sorte lejr efter et fint comeback til Serie 1. Vi glæder os til kampen, og gutterne håber på massiv rød/sort støtte på lægterne.

Serie 1, 3. spillerunde

Jetsmark IF - F.f.I.
Lørdag den 26. august kl. 13:00
Sparekassen Vendsyssel Arena - Pandrup


Dommertrio: 
Alen Fific - Bo Mortensen og Frede Toft Nielsen

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk