My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Stærk indsats og 1-1 i Hirtshals


Af: Martin "Oli?" Pedersen

F.f.I.’erne leverede opstartens klart bedste kamp og kom frem til mere end en håndfuld store chancer, herunder et brændt straffespark. Derfor sluttede det 1-1 mod Jyllandsseriemandskabet fra Hirtshals.

Jakob Borups tropper startede opgøret på kunstgræsset i Hirtshals på optimistisk vis og som første halvleg skred frem fik de unge frederikshavnere sat et godt pres ind på Jyllandsserie-holdet. Det udmøntede sig ganske naturligt i nogle gode muligheder og det første store tilbud efter et kvarters spil tilfaldt Frederik Klarskov, der i kølvandet på en hjørnesparkskombination, overplacerede sit skud.

F.f.I.’erne skulle få en endnu større chance efter en halv times spil. Igen var Frederik Klarskov på spil, da han blev nedlagt i feltet. Det efterfølgende straffespark skulle eksekveres af Frederik Guldager, der dog måtte se sit forsøg fra elleve meter blive reddet af Hirtshals’ keeper. Ærgerligt, idet de rød/sorte i den grad var stærkt spillende. 
Som nævnt sad F.f.I. på spillet og det var begrænset hvad hjemmeholdet kom frem til gennem hele kampen. F.f.I. havde i den grad sine - ud over de ovennævnte. Kombinationer på standardsituationer voldt Hirtshals en del udfordringer opgøret igennem.

Efter sidebyttet havde Borups tropper modvinden, men det forhindrede ikke F.f.I. i at levere en seværdig anden halvleg. Chancer blev det også til. Blandt andet havde Tobias Wiis et forsøg på overlæggeren ligesom mange af afslutningerne manglede den sidste skarphed. Det må være temaet for dagens kamp. Derudover var det en fornøjelse at se den indsats der blev lagt for dagen denne søndag eftermiddag.

Det var bestemt ikke meget Jyllandsserie-mandskabet fra Hirtshals kom frem til, men det var dog alligevel de hvidblusede der bragte sig foran 1-0 med syv minutter tilbage på uret. En aflevering på tværs i feltet endte hos Jesper Ladefoged, der kunne prikke bolden i mål. En lille mavepuster taget de gode takter i betragtning.
De Røde Bavianer lod sig ikke gå på og udligningen kom da også i hus bare tre minutter efter Hirtshals’ føringsmål. Jesper Gasberg klaskede bolden i mål og en fortjent udligning var i hus.

Mod slutningen gik F.f.I. efter sejren og det var da også lige ved og næsten. Anders Skov fik blandt andet sit skud blokeret, ligesom det blev et til et par muligheder inden slutfløjt. 1-1 i en mere end lovende test. Resultatet betyder i og for sig ikke alverden. Indsatsen derimod, kan man i den grad bruge fremadrettet.

F.f.I.’s holdopstilling (4-1-4-1): Thomas Kirk - Jesper Gasberg, Jack Vejle (c), Cato Kristensen, Marcus Grønning - Tobias Wiis (78: Anders Skov), Frederik Lysegaard, Frederik Guldager, Jeppe Birklykke - Frederik Klarskov - Mads Møller (31: Casper Larsen, 56: Mads Møller genindskiftet - Casper Larsen udskiftet)
Mål: 1-0 Jesper Ladefoged (83.), 1-1 Jesper Gasberg (87.)
Advarsler: Hirtshals: Mikkel Behrendt (88.) // F.f.I.: Ingen
Næste kamp spilles sandsynligvis lørdag den 18. marts klokken 14:15 i Sæby mod det lokale Jyllandsserie 1-hold. Da det samtidigt er sidste træningskamp inden turneringsstarten mod Løgstør 2. påskedag, spilles kampen på græs. Kampen kan dog blive flyttet til mandag aften. Mere info følger på F.f.I. Seniors Facebookside og på ffifodbold.dk.

Foto: Martin "Oli?" Pedersen
FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk