My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Svær åbningskamp venter F.f.I.'erne

Empire Stadium danner rammen om mandagens sæsonpremiere, hvor Jakob Borup i øvrigt debuterer som cheftræner. Grillen er som altid tændt op. 

26. marts 2016
Af: Martin "Olić" Pedersen

Så går det løs igen. Ikke mere venten. Turneringsbolden anno 2016 skydes atter igang denne påske, når F.f.I. mandag tager imod Løgstør. Der venter Jakob Borups tropper en hård dyst mod én af favoritterne i Serie 1.

Som man kan læse andetsteds her på den nye hjemmeside, har premierekampe ikke just været F.f.I.-mandskabets kop te. Faktisk er det ikke lykkedes klubbens førstehold at sejre i sæsonindledningen siden august 2011, hvor IF Skjold Sæby blev besejret 2-0 på det der dengang hed Frederikshavn Stadion. I de to seneste premierekampe, begge på hjemmebane, har de rød/sort-blusede tabt 1-2 til henholdsvis Nørresundby FB's andethold og for et år siden blev forårsæssonen sparket igang med et 0-1-nederlag mod AaB's oprykkere til Serie 1.

Jakob Borup (foto nedenfor) får som bekendt debut som cheftræner i mandagens kamp og han skal i samarbejde med sine unge frederikshavner-svende at bryde den dårlige premierestatistisk. Det bliver dog på ingen måde nogen let opgave mod et af rækkens formodede tophold.

Og hvor stammer den formodning så fra? For det første er det ikke lang tiden siden at Løgstør spillede i Danmarksserien (ret beset har de raslet ned gennem serierækkerne som man har set med F.f.I.). For det andet fik de blåklædte fra Himmerland så mange point i Serie 1 i efteråret, at det under "normale omstændigheder" havde været nok til oprykning. 33 point var imidlertid ikke nok og med sølle et point mere snuppede Thisted FC's andethold oprykningen.

F.f.I.'erne kan dog glæde sig over at det i seks turneringskampe er blevet til tre sejre og tre uafgjorte mod mandskabet fra muslingebyen. Man skal dog tilbage til maj 2011 for at finde seneste møde de to klubber imellem. 2-2 endte det på Frederikshavn Stadion, som det hed dengang. Nikolai Holm Pedersen og Mike Kaljo stod for målene denne forårsdag. Der er i sandhed løbet meget vand gennem åen på den håndfuld år. I nyere tid -  den 7. marts i fjor - vandt F.f.I. i øvrigt 2-1 i en træningskamp mod Løgstør, der på daværende tidspunkt var at finde i Jyllandsserien. Mathias Bowman og Kevin Kristoffer kom på tavlen for De Røde Bavianer.

Ikke mere snak: Opstarten har været fornuftig, men det gælder nu engang tre point. Velkommen til turneringsfodbold på Empire Stadion. Rigtig god kamp til alle.


Jakob Borup får cheftrænerdebut hjemme på Empire Stadium // Foto: Michael Madsen

Henrik Andersens statistiske optakt kan ses her

Serie 1 - 1. spillerunde
F.f.I. - Løgstør IF
Mandag (2. påskedag) den 28. marts kl. 13:30
Empire Stadium

Dommertrio: Kasper Søndergaard Sørensen - Bo G. Mortensen og Allan Slot

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk