My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Tenniscifre på Empire Stadium

Marcus Grønning og Frederik Guldager kom begge på tavlen i lørdagens storsejr. Førstnævnte blev efterfølgende kåret til Kampens Spiller / Foto: Anette Gasberg

21. august 2016
Af: Martin "Oli?" Pedersen

For anden hjemmekamp i træk, gik F.f.I.-mandskabet til pause foran med 5-0. I anden halvleg mod SHI blev det lidt mere moderat, men det var dog alligvel alt rigeligt til en storsejr på overbevisende 6-0.

I støvregnen på Empire Stadium var det de rød/sorte der kom ud af starthullerne i et hidsigt tempo. Der var således blot spillet seks minutter, da hjemmeholdet satte det første stød ind på SHI-mandskabet, der i øvrigt i midtugen slog Vrå med 8-0. Frederik Klarskov stod for oplægget, da han i dybden fandt Marcus "Grille" Grønning, der kvitterede med køligt at sende læderet i nettet. Samme scenarie gjorde sig gældende små ti minutter senere, da Mads Møller atter sendte Grønning i dybden. Samme producere som kort forinden og 2-0. Det skal dog siges at de blå/hvide gæster imellem de to mål, havde et godt skudforsøg, der dog prellede af på overlæggeren.

Der kunne drages flere paralleller til åbningskampen mod Skagen. I hvert fald gik det stærkt med scoringerne i de første 45 minutter. Trip, trap, træsko. 3-0 skulle det blive allerede efter godt et kvarters spil, da Casper Holm med en kynsisk afslutning, kunne lade sig hylde som målscorer - nøjagtigt som i efterårspremieren. Jeppe Birklykke stemplede herefter ind i målfesten med to scoringer i henholdsvis det 23. og 34. minut. I begge tilfælde var Mads Møller i oplæggerens rolle og uden den store tøven kvitterede Birklykke for det. Navnlig det første mål var godt. Mellem benene på SHI-keeper Mads Ladefoged, og smidt i kassen helt ude ved stolpen. 

F.f.I. vadede i chancer i første halvleg, og man sad med følelsen af at 5-0 var godt og vel i underkanten. Det var en første halvleg der rummede store chancer til Mads Møller, Jeppe Birklykke og en enkelt til Frederik Klarskov. Der var gang i den fra hjemmeholdets side. For anden hjemmekamp i træk blev det en dyr fornøjelse at være målaktionær. F.f.I.'erne kunne i hvert fald gå til pause oppe med fem, nøjagtigt som imod Skagen for godt fjorten dage siden.

Lad det være sagt med det samme: De sidste 45 minutter blev aldrig det helt store sus. De unge frederikshavnere kørte vel på autopilot, mens gæsterne ikke skulle nyde noget af at blive klædt yderligere af. Chancerne var der dog stadig til F.f.I., men ikke noget der tilnærmelsesvis mindede om første halvleg. Indskifterne Jonas Glinvad og Tobias Wiis havde et par gode muligheder, men den sidste kynisme manglede. Det gjorde den imidlertid ikke med tyve minutter igen. Tobias Wiis finder med en god pasning Frederik Guldager, der får afsluttet. Keeper Ladefoged må halvklare forsøget, Guldager var på pletten og kunne sende returen i mål til tenniscifrene 6-0.

I den resterende del af opgøret skete der ikke det helt store, bortset fra at der blev stanget en pæn portion kort ud til begge mandskaber. Opgøret blev således spillet til ende ni mod ni, men det kunne altså ikke rokke ved nok en storsejr til De Røde Bavianer på hjemmebane. En flot første halvleg og en anden halvleg i den komfortable afdeling.

Næste opgave for F.f.I. er topopgøret mod Jerslev/Sterup på udebane. Opgøret på Jerslev Stadion spilles søndag den 28. august med kick-off klokken 16:00.

Kampinfo: 
F.f.I. - Skibsby-Højene IF 6-0 (5-0)

Mål: 1-0, 2-0 Marcus Grønning (6., 14.), 3-0 Casper Holm (16.), 4-0, 5-0 Jeppe Birklykke (23., 34.), 6-0 Frederik Guldager (71.)

10 minutters udvisninger: F.f.I.: Casper Larsen (52.), Jonas Glinvad (85.), Tobias Wiis (89.) // Skibsby-Højene IF: Jonathan Brath (33.), Kristoffer Sieker (68./86 - udvist), Michele Barbieri (85.)

Udvisninger: F.f.I.: Ingen // SHI: Kristoffer Sieker (86. -  2x advarsler)

Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Kenneth Isaksen - Casper Holm (65: Jonas Glinvad), Cato Kristensen, Jack Vejle (c) (23: Villy Olsen), Jesper Gasberg - Frederik Klarskov, Frederik Guldager, Casper Larsen (63: Mads Møller genindskiftet // 73: Mads Møller udskiftet - Casper Larsen genindskiftet), Jeppe Birklykke - Mads Møller (55: Tobias Wiis), Marcus Grønning

Tilskuere:
 120

Dommertrio: Nicklas Haugaard Mortensen - Per Chistensen og Martin Lyngberg

Kampens spiller:
 Marcus Grønning med 14 stemmer

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk