My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Lokal- og nedrykkerbrag i premieren

Empire Stadium danner rammen om lørdagens lokalslag mod Skagen  // Foto: Lindy Wiis

4. august 2016
Af: Martin "Oli?" Pedersen

Så starter sæsonen igen. Og hvilken sæsonbasker at lægge fra land med. Lørdag klokken 14:00 står den på lokalbrag, når mednedrykkerne fra Skagen gæster Empire Stadium i en interessant premieredyst.

Vi starter denne optakt med et flashback: Det var måske forårets opgør mod netop skagboerne der definerede F.f.I.’erne forsømte forår. En langt hen ad vejen god indsats og en 2-0-føring med et kvarter tilbage. Det så ud til at der denne søndag i maj ville gå tre point ind på den frederikshavnske konto. Men to dødbolde og uopmærksomhed i F.f.I.-defensiven gjorde at Skagen kunne rejse de omkring 40 kilometer nordpå med 2-2. Da sæsonen i juni skulle gøres op, manglede F.f.I. netop to point for at kunne klare frisag. Sådan kan man måske i virkeligheden ikke gøre det helt op for der var også andre faktorer der gjorde at sæsonen forløb som den forløb.

Nu handler det imidlertid om at se fremad. Få et godt afsæt i Serie 2 og forsøge langt om længe at få nogle succesoplevelser i form af sejre. Gamle kendinge og nye modstandere venter Jakob Borups tropper, hvor mange af udekampene bliver i Hjørring og omegn.

Lad os tage endnu et flashback: De rød/sorte vandt bare en enkelt udekamp i det forgangne forår. Det var mod netop Tommy Fuglsangs blåklædte tropper. På et, som sædvanligt nydeligt, græstæppe kunne F.f.I.-mandskabet glæde sig over en sejr på 2-0 takket være mål i anden halvleg af Mads Møller og Jeppe Birklykke. Resultatet betød dog i sidste ende, at både F.f.I. og Skagen kunne tage hinanden i hånden følges ad ned i Serie 2. Nu er vi så her. Lad os nu få endt den dårlige statistik der siden 2011 er blevet indledt med i premiereoptakten. Sagt på en anden måde: Lad os få et godt afsæt allerede fra første spillerunde.

Med den rette vilje kommer man langt. Kom så, gutter!

Serie 2  - 1. spillerunde
F.f.I. – Skagen IK
Lørdag den 6. august kl. 14:00
Empire Stadium

Dommertrio: Steffen Møller Christensen - Kasper Søndergaard Sørensen og Bjarne Urth

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk