My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

I den varme stol: Mads Møller

Mads Møller giver sit besyv med, når han besvarer en række spørgsmål // Foto: Orla Thomsen

4. august 2016

Af: Martin "Olić" Pedersen

F.f.I.’s angriber Mads Møller har til sæsonpremieren mod lokalrivalerne fra Skagen fået ordet. "I den varme stol" er ny artikelserie hvor en førsteholdsspiller vil komme til orde i forhold til en række hurtige spørgsmål.
 

Mads Møller vil sammen med sine holdkammerater forsøge at få den bedst mulige start på efteråret, og nu vi er ved det, vil F.f.I.’s nummer 10 blandt andet give sit besyv med på hvordan han bedst muligt lader op til en kamp. Det og meget mere vil man kunne få et indblik i denne artikel.

Hvis du var DJ i omklædningsrummet, hvad for noget musik skulle være en del af din playliste?
Jeg ville højst sandsynligt smide noget ’old school’ techno på anlægget, hvis jeg stod for musikken i omklædningsrummet.

Til dato, hvad er det mest pinlige øjeblik du har oplevet i forhold til fodbold?
Det må være de utallige gange jeg er udgået med krampe allerede efter en times spil. Den er ikke god!

Hvad er den bedste sportsbegivenhed du har oplevet live?
Jeg vil nok sige mit første Super Bowl-event her i år, hvor nogle kammerater og jeg disker op med den helt store menu. Uheldigvis ”vælger” Villy Olsen at glemme 4 kg hotwings i Føtex, vel og mærke efter at der er blevet betalt. Kampen endte i øvrigt med en Denver Broncos-sejr på 24-10 over Carolina Panthers.

Hvad er de bedste fodboldstøvler du nogensinde har ejet?
I mine ungdomsår ejede jeg et par AdiZero-støvler. De vejede ikke mere end 145 gram. De var ikke helt billige, men der var mål i dem.

Hvad er den største fodboldmæssige oplevelse du har haft i F.f.I.?
Det må være den gang jeg var med til at deltage i opvisningskampen mod AaB’s Superliga-trup i juli 2014. En stor oplevelse.

Hvilke(n) TV-serie(r) er du på nuværende tidspunkt begejstret for?
Lige pt. er jeg svært begejstret for TV-serien ’Blacklist’. En god solid krimi, som varmt kan anbefales.

Hvad gør du for at blive bedst muligt klar til en kamp?
Jeg sover gerne omkring 8 timer dagen før en kamp. Det er en fin opladning til en vigtig kamp, synes jeg.

Hvilke ting, udover fodbolden, optager din tid?
Kæresten og mine kammerater fylder bestemt en hel del ved siden af fodbolden.

Bortset fra fodbold, hvilke andre sportsgrene har du dyrket?
Jeg har tidligere dyrket floorball - i intet mindre end otte år.

Hvilke sportspersonligheder inspirerer og motiverer dig?
Brasilianske Kaká må være mit bedste bud. Navnlig da han spillede i AC Milan i sin tid.

Udover dig selv, hvilke fire spillere i verden skulle så være en del af dit five-a-side-hold?
Mit bedste bud er: Paul Pogba, Theis Vad (tidligere anfører i F.f.I., red.), Zlatan Ibrahimovic og Neymar Jr. Et solidt femmandshold.

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk