My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Midterduel i Frem Parken

Frederik Klarskov (i duel med Dronninglunds Jacob Hørbye( spillede en flot kamp senest mod Jerslev/Sterup  // Foto: Anette Gasberg

20. oktober 2016

Af: Martin "Olić" Pedersen

Såvel AIK Frem og F.f.I. har sit på det rene i midten af Serie 2-tabellen. Alligevel kan man forvente et intenst midterbrag når F.f.I. i næstsidste spillerunde gæster Frem Parken. Absolut ikke noget let sted at spille. 

En svingende efterårssæson lakker så småt mod enden, da F.f.I.´erne har blot to kampe igen og begge med Hjørring-modstand. Denne lørdag gælder det de zebrastribede i Frem Parken, og på trods af seneste udesejr - også på Hjørring-kanter, har udekampe i dette efterår ikke været frederikshavnernes kop te. Med fred og ingen fare handler det om at få sluttet godt af og få tanket noget selvtillid på kontoen frem mod foråret 2017. Ganske vist er lørdagens værter ligeledes placeret i midten af tabellen, men derfor kan denne weekends midterduel sagtens blive - om ikke seværdig - så i hvert fald intens.

Frem-mandskabet er netop et hårdtarbejdende og fysisk stærkt hold der giver den gas i samtlige dueller. Læg dertil at de sort/hvid-stribede har en række stærke offensive folk, heriblandt Kristoffer Torp, der kan gøre ondt på ethvert mandskab i Serie 2, og så har Frem netop den gulerod, at de kan slutte i tabellen foran de evige rivaler fra HI. Der skal nok komme gang i den, nøjagtigt som i juni 2013, hvor Frem og F.f.I. i sidste spillerunde kæmpede om at undgå nedrykning. Med en intens nulløsning lykkedes det lige akkurat F.f.I. at klare skærene i Serie 1 med det yderste af neglene. Det siges, at F.f.I. dårligt var over midten i den kamp - det var et slag som AIK Frem ganske enkelt styrede.

I det omvendte opgør på Empire Stadium i starten af september sejrede frederikshavnerne med 3-1. F.f.I. kom ved Marcus Grønning kort før pausen, inden gæsterne slog tilbage midtvejs i anden halvleg. Det skræmte dog ikke hjemmeholdet der satte trumf på i slutfasen, da Jack Vejle og sidenhen Mads Møller afgjorde sagerne til rød/sort fordel. 

Kom så, gutter!

Serie 2 - 13. spillerunde
Hjørring AIK Frem - F.f.I.
Lørdag den 22. oktober kl. 15:00
Frem Parken

Dommertrio: Jan Søndergaard Sørensen - Christian Christiansen og Flemming Klitt Østerballe

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk