My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

F.f.I. uddelte tørre tæsk på en regnfuld lørdag

Så brølede katten igen: Marcus Grønning kunne i lørdagens 8-2-sejr notere sig for et hattrick. Det første i seniortiden // Foto: Anette Gasberg

23. oktober 2016
Af: Martin "Oli?" Pedersen


Noget uventet sejrede F.f.I. med hele 8-2 på udebane mod Hjørring AIK Frem. Marcus Grønning med et hattrick, mens Frederik Klarskov scorede sit første officielle mål. En flot indsats hele vejen rundt, trods baneforholdene.

Lad det være sagt med det samme: Gæsterne var ganske enkelt i målhumør denne regnfulde og blæsende lørdag eftermiddag i Frem Parken, og trods vanskelige baneforhold formåede de rød/sorte faktisk at spille en god gang fodbold det meste af opgøret igennem. Begge mandskaber var indledningsvis farlige, og opgørets første store chance tilfaldt de sort- og hvidstribede værter, men her klarede en velspillende Lasse Fjordbak i frederikshavner-buret skærene. Det var en livlig åbning på miderduellen i næstsidste spillerunde og efter ti minutters spil viste F.f.I. for første gang tænder. Villy Olsen smed et indlæg ind til Marcus "Grille" Grønning, der var eneste F.f.I.'er i feltet, og blandt en del Frem-forsvarere dukkede han op og bragte gæsterne foran med 1-0.

Et lille kvarter senere blev Jesper Gasberg sendt i græsset i feltet og helt korrekt pegede dommer Jan Søndergaard Sørensen på pletten. Her stod Frederik Klarskov klar til at eksekvere, men desværre måtte han se forsøg pareret af hjemmeholdets keeper. Linjedommer Christian Christiansen havde dog luret at Frem-keeperen havde forladt stregen i utide, og dermed skulle der omspark til. I andet forsøg eksekverede Klarskov forsøget med usvigelig sikkerhed. 2-0 til F.f.I.

Tre minutter senere blev "Grille" dobbelt målscorer med et bizart mål. Jesper Gasberg smed en bold ind og Marcus Grønning får i første omgang ramt en Frem-spiller. På returen får han på rigtig ishockeymanér sat en styring på med knæet. Ligegyldigt med æstetikken - F.f.I. var oppe med 3-0. Det var trip-trap-træsko i denne periode for ganske kort tid efter ville Mads Møller også lege med, da han tog et træk ind i banen og tæskede læderet op i det lange hjørne. 4-0 efter en halv times spil.

Kort før pausen fik Frem dog reduceret, da Thomas Hansen flot runder Villy Olsen på venstre back og via et par træk ind i banen sendte han læderet i det lange hjørne, uden chance for Lasse Fjordbak og dermed 4-1 ved pausen. Kort efter sidebyttet blev der kortvarigt bragt lidt spænding tilbage i opgøret. AIK Frem-kaptajn Kristoffer Torp sprintede fra F.f.I.-anfører Jack Vejle og fik sat ham helt og aldeles af og tvang Lasse Fjordbak til en god fodparade. Tæt under mål opsnappede Thomas Hansen returen og fik reduceret til 2-4 efter 47 minutter.

Mere spænding kom der imidlertid ikke. Borups tropper fik sat sig på opgøret igen og ti minutter efter pausen kunne Marcus Grønning fuldføre sit hattrick da han ganske let fik sendt Mads Møllers oplæg i kassen til en føring på 5-2. Herefter gik det atter stærkt og efter 68 minutters spil blev det til tenniscifre i Frem Parken. Frederik Klarskov sendte en bold i dybden og via en fejl i de bagerste Frem-geledder røg Jesper Gasberg igennem og udplacerede ganske sikkert Frem-målmand, Michael Dissing.

Et uheldigt selvmål efter en standardsituation førte til scoringen til 7-2 med godt et kvarter igen, hvilket gav tydelige frustrationer i hjemmeholdets lejr. Således fik værternes Martin Christensen marchordre med 15 minutter tilbage efter en grov tackling på netop indskiftede Tobias Wiis. Overtallet i den resterende del af opgøret medførte at F.f.I. med et par minutter tilbage lukkede og slukkede til 8-2, da Mads Møller på flotteste vis hamrede et frispark i kassen. En flot indsats af de rød/sorte, der nu har hentet syv point i de tre seneste kampe. Snakken om udebanekompleks er for en stund forstummet, da dette var den anden sejr i træk på fremmed græs.

Efterårets sidste hurdle for F.f.I. er en hjemmekamp mod Hjørring IF. Opgøret spilles lørdag den 29. oktober og der er kick-off på Empire Stadium klokken 13:30. Her handler det om at få sluttet af på bedst mulige manér inden juleferien venter.

Kampinfo: Hjørring AIK Frem - F.f.I. 2-8 (1-4)

Mål:
 0-1 Marcus Grønning (10.), 0-2 Frederik Klarskov (23./str.), 0-3 Marcus Grønning (26.), 0-4 Mads Møller (29.), 1-4, 2-4 Thomas Hansen (41., 47.), 2-5 Marcus Grønning (56.), 2-6 Jesper Gasberg (68.), 2-7 Kasper Andreasen (73./selvmål), 2-8 Mads Møller (88.)


10 minutters udvisninger: Hjørring AIK Frem: Morten Konrup (23.) // F.f.I.: Benjamin Kristensen (36.), Marcus Grønning (56.)

Udvisninger: Hjørring AIK Frem: Martin Christensen (75.) // F.f.I.: Ingen

Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Lasse Fjordbak - Villy Olsen (60: Jeppe Birklykke), Cato Kristensen, Jack Vejle (c), Benjamin Kristensen - Jeppe Schmidt, Mikkel Tolstrup, Frederik Klarskov, Jesper Gasberg (69: Tobias Wiis // 86: Jeppe udskiftet - Jesper Gasberg genindskiftet) - Mads Møller, Marcus Grønning

Tilskuere:
 100

Dommertrio: Jan Søndergaard Sørensen - Christian Christiansen og Flemming Klitt Østerballe


Kampens spiller:
 Cato Kristensen med 6 stemmer


FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk