My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

3-0-sejr i første testkamp

Et  ungt F.f.I.-mandskab kæmpede godt for tingene i Skagen  // Foto: Hans-Morten Pedersen

18. februar 2017
Af: Martin "Olić" Pedersen


Et ungt F.f.I.-mandskab hentede en 3-0-sejr mod Skagen i den første reelle testkamp, om end resultatet var en kende misvisende. Casper Bille stjal "overskrifterne", da han efter sin indskiftning i pausen leverede et hattrick.

Det er ikke hverdagskost, at man midt i februar kan spille på græs, men ikke desto mindre var det tilfældet til lørdagens træningskamp mellem Jan Wrensteds Skagen-mandskab. Det var en, efter årstiden, ganske fornuftig bane skagboerne havde stillet til rådighed, men det skal dog med, at det polerede fodboldspil ikke var i højsædet - dertil var den tunge bane for krævende. Det unge F.f.I.-mandskab anført af Frederik Klarskov og U19-spillerne Anton Møller og Jonas Markfoged, leverede dog en godkendt fight mod et fysisk stærkt Skagen-mandskab.

Første halvleg var relativt fattig på målchancer. Hjemmeholdets styrke på dødbolde var flere gange en kilde til uro, men som nævnt blev der kriget godt for det. F.f.I. havde sporadiske muligheder i omstillingsspillet, men den sidste skarphed manglede for Christian Kærsgaard og Michael Jakobsens tropper. Anderledes kynisk var de, i dagens anledning, grønklædte F.f.I.´ere. Casper Bille blev sendt på banen ved anden halvlegs start, og han skulle blot bruge et par minutter i sin uofficielle debut, på at markere sig med sit første mål på førsteholdet. Bille opsnappede en fejlpasning i Skagen-bagkæden og kunne let trille den forbi Skagens vikarierende keeper, Kasper Lundholm. Små tyve minutter senere udnyttede Bille endnu en fejl hos hjemmeholdet, og kvitterede i samme moment med en tunnel på en skagbo, for til sidst at sætte bolden i kassen.

Henvisningen til et misvisende resultat skal findes i Skagens mange muligheder på standardsituationer, hvor de notorisk er skræmmende stærke. Flere gange måtte F.f.I.´erne redde på stregen, og det var sandt for dyden ikke ufortjent hvis Wrensteds tropper havde udnyttet de mange muligheder. På ren og skær fysik var F.f.I. i store dele af de sidste 45 minutter godt presset, men offensivt udviste frederikshavnerne en vis kynisme, der udmøntede sig i et herligt hattrick af Casper Bille. Det skete med få minutter igen, da endnu en "debutant", U19-spiller Tobias Andersen, smed et godt indlæg ind. Brian Eggert, ny vikarierende keeper i Skagen-målet, kunne ikke holde fast i læderet og med Billes - skal vi sige noget "forsigtige" - hovedstød sneg bolden sig i kassen. F.f.I. sejrede 3-0. Der var mange gode præstationer af F.f.I.-aktørerne, men samtidigt , som nævnt, også for stor en periode i anden halvleg, hvor F.f.I. blev presset som følge af Skagens fysik.

Der er stadig en del at arbejde med, og det må de rød/sorte så gøre frem mod næste testkamp, som spilles på kunstgræsset på Fodboldvej den kommende lørdag, den 25. februar klokken 14:00. Her er modstanderen puljerivalerne fra Jerslev/Sterup.

Kampinfo: Skagen IK - F.f.I. 0-3 (0-0)

F.f.I.´s holdopstilling (4-2-3-1): Lasse Fjordbak - Benjamin Kristensen (46: Tobias Andersen), Jonas Markfoged, Mikkel Sand (72: Benjamin Kristensen genindskiftet), Casper Holm - Frederik Klarskov (c), Anton Møller (76: Jeppe Schmidt genindskiftet) - Jeppe Schmidt (57: Hasan Musawi), Cato Kristensen, Jeppe Birklykke - Mads Møller (46: Casper Bille)

Mål: 0-1, 0-2, 0-3 Casper Bille (47., 65, 87.)

Advarsler: Skagen IK: Ingen // F.f.I.: Jonas Markfoged (31.)

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk