My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Overbevisende takter bag testsejr på 3-1

Jeppe Birklykke leverede en assist og scorede selv et mål i søndagens træningskamp mod Jammerbugt // Arkivfoto: Anette Gasberg

27. februar 2017
Af: Martin "Oli?" Pedersen

I søndagens testkamp på Bangbos kunstgræsbane sejrede F.f.I. med 3-1 over Jammerbugt FC`s U19 Vest-hold efter en solid indsats. Tre flotte mål blev det til af henholdsvis Daniel Overlade, Tobias Wiis og Jeppe Birklykke.

I det skønne - og efter årstiden - milde vintervejr, var de relativt mange fremmødte tilskuere i begge lejre, vidne til en jævnbyrdig indledning på opgøret. Frederikshavnerne tiltvang sig taktstokken midtvejs i halvlegen, og det da også lige præcis i den periode, at det blev 1-0. Nytilkomne Daniel Overlade viste kampen igennem prøver på nogle af sine kvaliteter: Fysisk styrke og evnen til at holde på bolden. Det blev også demonstreret ved føringsmålet efter 23 minutters spil. Her skaber Overlade plads til sig selv i det lille felt, holder en Jammerbugt-forsvarer væk fra fadet og får vendt rundt på en tallerken, og i sidste ende endte læderet fladt i det korte hjørne. Stærk start af F.f.I.´s nye angriber.


Ti minutter før pausetid blev det også 2-0, og det på en sand perle. Jeppe Birklykke fandt Tobias Wiis, der fra godt tyve meters afstand sendte et frækt chipskud i kassen, uden chance for Jammerbugt-keeperen. Klassekasse af Wiis, der befinder sig rigtigt godt på sin nye position på den offensive midtbane.

F.f.I.-defensiven, blandt andet med en debuterende Nikolaj Stisen i midterforsvaret, leverede en helstøbt indsats denne søndag eftermiddag. Blot en enkelt gang blev der for alvor givet ved dørene. En mistimet indgreb kort før pausen, førte til at Jammerbugts Anton Langagergaard kunne stryge igennem og udplacere en chanceløs Lasse Fjordbak i frederikshavner-buret. Dermed 2-1 ved pausetid.

Christian Kærsgaard og Michael Jakobsens tropper var markant dominerede efter sidebyttet, hvilket også førte til en pæn portion chancer. I den forbindelse skal der også lyde store roser til gæsternes keeper, der havde flere solide indgreb. Jammerbugt-keeperen var dog så godt som prisgivet nogle minutter efter pausen, da Ronnie Schou forsøgte sig med et lob, der dog prellede af på overlæggeren. Højre back, og endnu en debutant, Suma Uria, opsnappede riposten, men var uheldig at heade over mål.

Chancer var der også i den efterfølgende periode nok af, men først et minut før dommer Ole Lyngs sidste fløjt, fik de rød/sorte lukket og slukket til 3-1. Hattrickhelten fra sidste uge, Casper Bille, var i oplæggerens rolle, da han lagde en bold på tværs til Jeppe Birklykke, der uden den store tøven trillede bolden i kassen til en endelig sejr på 3-1.

Der var mange gode ting at tage med videre, og det må jo så være planen frem mod næste kamp, som spilles på lørdag den 4. marts på Hals Stadion mod det lokale Serie 2-hold, Hals FS, der gør sig i sydlige Serie 2-pulje, det vil sige i Aalborg og omegn. Der er kampstart klokken 12:30, men F.f.I.-spillerne skal meget tidligt op, idet der er Lørdagstræf for U19- og Seniorafdelingen på Fodboldvej. Mere information om denne event kommer snarest på ffifodbold.dk

Kampinfo: F.f.I. - Jammerbugt FC (U19 Vest) 3-1 (2-1)

Mål: 1-0 Daniel Overlade (23.), 2-0 Tobias Wiis (35.), 2-1 Anton Langagergaard (44.), 3-1 Jeppe Birklykke (89.)

Advarsler: F.f.I.: Daniel Overlade (43.) // Jammerbugt FC: Ingen

F.f.I.´s holdopstilling (4-2-3-1): Lasse Fjordbak - Suma Uria (60: Duncan Wamala genindskiftet), Jesper Gasberg, Nikolaj Stisen, Ronnie Schou (84: Marcus Grønning genindskiftet) - Frederik Klarskov (c), Tobias Wiis - Duncan Wamala (25: Marcus Grønning // 65: Marcus Grønning udskiftet - Ronnie Schou genindskiftet), Casper Bille (45: Emil Smed), Jeppe Birklykke - Daniel Overlade

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk