My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Målbonanza på Empire Stadium

Der var god grund til mange fejringer af mål i lørdagens nedsabling af Hjørring AIK Frem // Foto: Anette Gasberg

23. april 2017
Af: Martin "Oli?" Pedersen

F.f.I.-mandskabet fortsætter de fremragende takter i sæsonindledningen, og lørdag gik det udover Hjørring AIK Frem, der måtte rejse hjem med et 0-7-nederlag i bagagen. For tredje kamp i træk gik F.f.I. målamok i første halvleg.

Fra opgørets start lignede det ikke det der efter 90 minutter det skulle blive en nedslagtning af Frem-mandskabet, for det var faktisk gæsterne der lagde bedst fra land, og de var faktisk tæt på at bringe sig foran allerede efter fem minutters spil. Lasse Fjordbak diskede op med en god redning, og den efterfølgende retur endte på overlæggeren.


F.f.I. fik dog fat efter den lille forskrækkelse, og så gik det ellers stærkt, som man har set i flere af forårets kampe. Efter 13 minutters spil fik frederikshavnerne hjørnespark, og her kunne Duncan Wamala - med sin første kamp fra start - spille bolden bagud til Tobias Overlade, der hakkede bolden i kassen.

Værterne følte sig herefter snydt for straffespark, men dommer Jan Søndergaard Sørensen vinkede afværgende, og kort efter var AIK Frem tæt på igen. Lasse Fjordbak leverede dog en god redning på Thomas Hansens forsøg.

Christian Kærsgaards tropper satte dog fart på igen og midtvejs i halvlegen, viste ”Katten fra Jerslev”, bedre kendt som Nikolaj Stisen prøver på sin gode sparketeknik, da han fra lang afstand snød Frem-keeper Michael Dissing med sit frispark. Knapt ti minutter senere var der atter palaver i feltet, da Jeppe Birklykke blev bremset ulovligt. Helt korrekt blev der peget på pletten, og så kunne Tobias Overlade, ganske vist med lidt besvær, bringe F.f.I. på 3-0 fra 11 meters afstand.

Hjemmeholdet kørte på som var de desperate og bare fire minutter efter 3-0-målet, kunne Jeppe Birklykke sætte bolden i kassen efter flot forarbejde af Duncan Wamala og Tobias Wiis. Det var sidstnævnte der havde næstsidste fod på angrebet. Såmænd skulle det også blive 5-0 inden pausen, da Mads Møller fandt Frederik Guldager, der flot hamrede læderet i rusen uden chance for Dissing i AIK Frem-buret. Dermed kunne de rød/sorte gå til pause foran oppe med fem mål.

Med den store føring in mente blev det aldrig lige så festligt efter pausen, og det var faktisk de zebrastribede gæster der fik andens halvlegs bedste mulighed, men igen viste Lasse Fjordbak at han er en stærk keeper, og fik dirigeret et ellers fornuftigt skudforsøg over mål.

Frederikshavner-mandskabet satte sig atter på opgøret, og godt midtvejs i de sidste 45 minutter, blev det også tenniscifre. Mikkel Tolstrup sendte bolden ind i feltet, og her vandt Daniel Overlade, indskiftet i pausen, bolden efter en herretackling af rang. Bolden endte hos Duncan Wamala, der prikkede bolden i kassen og kunne juble over sit første F.f.I.-mål. I slutfasen lukkede og slukkede Frederik Klarskov, der var tilbage efter skade. Hans forsøg blev snuppet med hånden af en Frem-spiller i første omgang, og på mærkværdig vis sneg bolden sig i kassen ved hjælp af ryggen på en Frem-spiller. Dermed endte det med en 7-0-opvisning, og man må sige at F.f.I. har fået gang i målscoringen, da det i de sidste tre kampe er blevet til 14 mål.

Allerede den kommende lørdag spiller F.f.I. igen på Empire Stadium, når Skagen med Jan Wrensted i spidsen aflægger visit. Dette er, udover at være et lokal- og topbrag, også en kamp i Nordjyske Bank Ligaen, og igen vil der være ekstrapræmier samt kåring af Kampens Spiller af Kanal Frederikshavns udsendte reporter. Der er kampstart klokken 15:00.

Serie 4-mandskabet gjorde efterfølgende førsteholdet kunsten efter - og lidt til - da det blev til en knusende sikker 8-0-sejr mod Try-Thorshøj. F.f.I.´s mål blev sat ind af Ronnie Schou, Marcus ”Grille” Grønning, Jeppe Schmidt (alle to mål), samt Sebastian Basballe og Jeppe Jørgensen. Dermed maksimumpoint til Serie 4, der dog søndag den 30. april tager færgen til Læsø for at spille topkamp. Det er velsagtens den hårdeste prøve for det velkørende F.f.I.-mandskab hidtil i forårssæsonen.

Kampinfo: 
F.f.I. - Hjørring AIK Frem 7-0 (5-0)


Mål: 1-0 Tobias Overlade (13.), 2-0 Nikolaj Stisen (21.), 3-0 Tobias Overlade (29./str.), 4-0 Jeppe Birklykke (33.), 5-0 Frederik Guldager (37.), 6-0 Duncan Wamala (66.), 7-0 Frederik Klarskov (89.)


10 minutters udvisninger: F.f.I.: Ingen // Hjørring AIK Frem: Dennis Karlsen (67.)

Udvisninger: 
Ingen

Holdopstilling - F.f.I. (4-5-1):
 Lasse Fjordbak - Jesper Gasberg, Nikolaj Stisen, Tobias Overlade (46: Cato Kristensen) Casper Holm (75: Frederik Klarskov) - Duncan Wamala, Frederik Guldager (c), Mikkel Tolstrup, Tobias Wiis, Jeppe Birklykke - Mads Møller (46: Daniel Overlade)


Tilskuere:
 150


Dommertrio: Jan Søndergaard Sørensen - Jørgen Maigaard Kristensen og Kenneth Fuglsang

Kampens spiller: Nikolaj Stisen med 6 stemmer

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk