My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Duncans sene træffer sender F.f.I. i udbrud i toppen

Duncan Wamala skulle blot bruge fire minutter på banen for at blive matchvinder // Foto: Anette Gasberg

6. maj 2017

Af: Martin "Olić" Pedersen

På en lun eftermiddag i Strandby hvor spillet ikke kørte optimalt, og hvor anfører Frederik Klarskov tilmed så rødt, hentede F.f.I. alligevel den sjette sejr i træk takket være en sen træffer af netop indskiftede Duncan Wamala. 


Det var værterne fra Strandby der lagde bedst fra land i det skønne forsommervejr. Allerede efter små ti minutters spil var de gulblusede tæt på. Den tidligere F.f.I.´er, Casper Larsen, fandt med en fin vending Jeppe Thomsen, der dog måtte se sit forsøg tage ydersiden af stolpen.


F.f.I.´erne i de blå/hvide udebanedragter havde det generelt svært, og det var i høj grad SEIF´s fortjeneste, der kom ind til kampen med en god indstilling, og så var det en første halvleg med mange spilafbrydelser. Frederikshavnerne havde ydermere svært ved at komme til de helt åbne muligheder. Daniel Overlade havde ret beset de to bedste F.f.I.-muligheder - blandt andet tvang han Stefan Bechmann i Strandby-buret til en fremragende redning midtvejs i halvlegen.

SEIF-angriber Jeppe Thomsen var en evig kilde til uro med fart og god vilje, og det var mange gange ham de offensive aktioner skulle komme fra, og det var også tilfældet kort inden pausefløjtet, men Lasse Fjordbak fik flot reddet på Thomsens afslutning, og dermed kunne de to mandskaber gå til pause uden at SEIF´s måltavleansvarlig skulle på arbejde.

Det var i sandhed en intens kamp, med mange frispark begået begge veje. Dog fik intensitetsniveauet et nøk op et kvarter efter sidebyttet. Efter lidt palaver med hånd på bolden efterfulgt af en ”dumhed” i forbindelse med et indkast, modtog anfører Frederik Klarskov to gule kort i samme moment, og så måtte kaptajnen forlade banen med marchordre.

Med en mand i undertal i mere end en halv time så det unægtelig svært ud, men F.f.I. fik hanket op i sig selv, og paradoksalt nok var det faktisk i undertalsperioden at det så bedst ud. Der blev tilmed lagt et fornuftigt pres på Strandby-målet. Daniel Overlade havde med et kvarter igen en kæmpechance for at gøre det til 1-0, men fik overplaceret den ellers store mulighed.

Trods en mand mindre, valgte dagens trænerduo - i Christian Kærsgaards fravær grundet sønnens konfirmation - Michael Jakobsen og Peter Jørgensen at satse offensivt. Med ti minutter tilbage kom Duncan Wamala på banen, og nogle vil påstå at det var en god beslutning. I så fald skulle han kun bruge små fem minutter på at gøre sig bemærket på den bedst tænkelige måde. Selv var han med i opspillet, hvor han fandt 100 kamps-jubilar Mads Møller, der slog et fremragende indlæg, og så kunne Duncan heade læderet i kassen til stor forløsning på F.f.I.-bænken.

Forløsningen var i slutfasen ved at blive til massiv skuffelse. Strandby havde en kæmpe chance kort før sidste fløjt for at hente udligningen, men Lasse Fjordbak ville det anderledes og hev en klasseredning op. Dermed sluttede det med en snæver 1-0-sejr, og dermed er F.f.I.´erne iført den gule førertrøje med et solidt forspring til Skagen og Østervrå på anden- og tredjepladsen.

Netop Østervrå er næste opgave for frederikshavner-mandskabet. Det er allerede på tirsdag den 9. maj, hvor Østervrå Stadion danner rammen om den spændende topkamp i Nordjyske Bank Ligaen. Der er kick-off klokken 18:30.

Kampinfo: Strandby-Elling-Nielstrup IF - F.f.I. 0-1 (0-0)

Mål:
 0-1 Duncan Wamala (85.)


10 minutters udvisninger: Strandby-Elling-Nielstrup IF: Nicklas Dam (29.) // Frederik Klarskov (59. - 2x gult)

Udvisninger: 
Strandby-Elling-Nielstrup IF: Ingen // F.f.I.: Frederik Klarskov (59.)

Holdopstilling - F.f.I. (4-2-3-1):
Lasse Fjordbak - Jesper Gasberg, Nikolaj Stisen, Tobias Overlade, Casper Holm (81: Cato Kristensen genindskiftet) - Cato Kristensen (33: Mads Møller // 87: Mads Møller udskiftet - Mikkel Tolstrup indskiftet), Frederik Guldager - Tobias Wiis (81: Duncan Wamala), Jeppe Birklykke, Frederik Klarskov (c) - Daniel Overlade

Tilskuere:
 200


Dommertrio: Torben Clausen - John Jensen og Henrik Nielsen

Kampens spiller: 
Tobias Overlade kåret af Kanal Frederikshavn // Casper Holm kåret i omklædningsrummet med 4 stemmer

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk