My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

De gode takter skal følges op mod Vejgaard

Tobias Overlade og kompagni er klar til lørdagens oprykkerbrag mod Vejgaard // Foto: Anette Gasberg

17. august 2017
Af: Martin "Oli?" Pedersen

Serie 1-fodbolden er tilbage på Empire Stadium, og lørdagens kamp står i oprykkernes tegn når forårets Serie 2-vinderne i Aalborg-puljen, Vejgaards DS-reserver aflægger visit. De gode takter fra Hirtshals-kampen skal følges op.

Der var periodevist godt spil og langt hen ad vejen leverede frederikshavnerne en god fight på Schlie Arena i Hirtshals - et sted hvor mange klubber notorisk har det svært. F.f.I. var som bekendt bagud to gange i løbet af kampen, men kørte ufortrødent videre og så kunne Daniel Overlade i det 94. minut heade udligningen i kassen. Det var så afgjort en intens kamp, og man kunne tydeligt se at tempoet er noget højere i Serie 1 kontra Serie 2. Man har ganske enkelt lige det ekstra touch eller det sekund ekstra på bolden. Det skal Kærsgaards tropper lige vænne sig til, men som nævnt var der mange gode momenter, og man sidder på fornemmelsen at det ser ganske fornuftigt ud.

Lørdag eftermiddag vender fodbolden tilbage på byens gamle stadion efter to måneders ventetid, hvor et ganske interessant oprykkermøde finder sted. Vejgaards andethold duellerede mod NUBI i foråret, men det var altså de hvide- og blåklædte fra Soffy Road der trak sig sejrrigt ud af den duel. Vejgaard-mandskabet, med den nye cheftræner Steffen Agerbo i spidsen, tabte blot en enkelt kamp i det forgange forår, hvilket også var tilfældet med NUBI, så modsat Vendsyssel-puljen som F.f.I. var en del af i foråret, var der virkeligt kamp om topplaceringen. 

Hvilket hold VB - som Vejgaard kaldes i daglig tale - stiller med i Frederikshavn denne lørdag vides ikke. Det er ganske svært at vide grundet klubbens status som andethold. Det bliver spændende hvorvidt klubben har DS-spillere med, men uanset hvad bliver det en interessant kamp mod et hold, der efter sigende gerne vil spille god fodbold. VB havde ligesom F.f.I.´erne premiere onsdag aften på hjemmebane, og her kunne gæsterne fra Aabybro tage fra Aalborg med en 2-0-gevinst.

Vi glæder os til at møde nye bekendtskaber, og med disse ord byder vi Vejgaards spillere og ledere, dommertrio og ikke mindst det talstærke hjemmepublikum velkommen til en forhåbentligt fornøjelse kamp på Empire Stadium. Vel mødt!.

Serie 1, 2. spillerunde
F.f.I. - Vejgaard B (ll)
Lørdag den 19. august kl. 14:00
Empire Stadium

Dommertrio: Torben Clausen - Karsten Mikkelsen og Allan Slot

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk