My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

F.f.I. sejrede i regulær dødssejler

Daniel Overlade, kåret til Kampens Spiller, udnyttede kort før tid et straffespark // Arkivfoto: Anette Gasberg

16. september 2017
Af: Martin "Oli?" Pedersen

Der manglede intensitet, vilje og fart i spillet da F.f.I. tørnede sammen med RKG i lørdagens Serie 1-kamp, der blev spillet på Bane 10 på Park Empire. Det lykkedes alligevel de rød/sorte at hive en 2-0-sejr i land i en hektisk slutfase.

På en sjælden god vejrmæssig dag at afholde en fodboldkamp i, så var det spillemæssige langt hen ad vejen ikke noget at skrive hjem om for hverken F.f.I. eller gæsterne fra RKG. Første halvleg var som følge af et hav af fejlafleveringer yderst chancefattig. Begge mandskaber havde overordentligt svært at skabe de helt åbne chancer på et relativt knoldet græstæppe på opvisningsbanen på Park Empire. Som nævnt i optakten var stadionbanen lukket grundet den seneste tids massive regn, og dermed måtte lørdagens opgør altså afvikles på træningsanlægget.


Opgørets første reelle mulighed stod de rød/sorte værter for. Mads Møller kom godt igennem i venstre side, og sendte et ganske optimistisk forsøg mod mål - dog endte Møllers forsøg et pænt stykke over mål.

RKG havde i løbet af halvlegen optræk til et par gode muligheder, og gæsternes våben var omstillingsmuligheder, der primært opstod via ”dårlige” beslutninger i frederikshavner-defensiven. Det lykkedes dog Christian Kærsgaards tropper at holde tæt i defensiven, godt hjulpet af keeper Lasse Fjordbak, der i flere omgange agerede sweeper. Kønt var det ikke, og vi springer let og elegant til de sidste 45 minutter...

Forløsning i hektisk slutfase
Det var det grønklædte Klarup-mandskab der skabte kampens med afstand bedste mulighed kort efter sidebyttet, da en RKG-spiller hamrede til læderet et pænt stykke udefra, men forsøget prellede af overlæggeren og F.f.I.´erne slap med skrækken.

Spillemæssigt blev det aldrig rigtigt godt efter pausen, men De Røde Bavianer skal dog have et ”skud ud” for ikke at give op, skønt den sidste finesse manglende på hvad der begyndte at trække op til en frustrerende eftermiddag på anlægget.

Frustration skulle dog i slutfasen blive afløst af forløsning i slutfasen. Med ti minutter igen på uret appellerede F.f.I. for straffespark i en situation hvor Mads Møller blev nedlagt i feltet, men der skulle dog ikke gå lang tid før en lignende situation fandt sted. Denne gang blev Frederik Guldager tacklet ureglementeret i straffesparksfeltet, og denne gang var der ingen ko på isen: Straffespark til værterne med bare fem minutter igen. Ansvaret fra pletten tog F.f.I.´s bedste på dagen, Daniel Overlade, sig af og køligt sendte han bolden i nettet til en yderst forløsende 1-0-føring.

Indskiftede Jeppe Birklykke fordoblede føringen ganske kort før lukketid, og det var såmænd keeper Lasse Fjordbaks lange aflevering der fandt vej til Birklykke, der med en kølig afslutning udplacerede RKG-keeper, Anders-Christian Jensen.

Det endte med en 2-0-sejr på en eftermiddag hvor det absolut ikke kørte. Kaptajn Frederik Klarskov sagde meget rammende i omklædningsrummet: ”Jeg synes altid vi taler om, at vi ikke spiller optimalt, men vi får alligevel point. Det er alt andet lige positivt”. Den kære kaptajn har ret, men hvor vil det dog være rart med en god indsats over 90 minutter. Gad vide, hvad det så kan blive til?

F.f.I.´s Serie 1-mandskab spiller igen den kommende lørdag den 23. september, når turen går til Dronninglund. Her fløjtes opgøret i gang klokken 16:00.

Kampinfo: F.f.I. - RKG 2-0 (0-0)

Mål: 1-0 Daniel Overlade (86./str.), 2-0 Jeppe Birklykke (90.+1)

10 minutters udvisninger: F.f.I.: Kasper Sørensen (62.) // RKG: Michael Stensholt Bonderup (85.)

Udvisninger: Ingen  

Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Lasse Fjordbak - Jesper Gasberg, Nikolaj Stisen, Tobias Overlade, Mikkel Tolstrup (79: Kasper Sørensen genindskiftet) - Tobias Wiis, Frederik Klarskov (c), Frederik Guldager (46: Mathias Vejnø), Mads Møller (79: Frederik Guldager genindskiftet) - Daniel Overlade, Kasper Sørensen (61: Jeppe Birklykke)

Tilskuere: 150

Dommertrio:  Alen Fific - John Jensen og Karsten Mikkelsen 

Kampens Spiller: Daniel Overlade med 11 stemmer

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk