F.f.I.´erne skal hanke op i sig selv efter sidste weekends snitter i Birkelse // Foto: Anette Gasberg
27. oktober 2017
Af: Martin "Olić" Pedersen
Fodboldvej danner atter engang rammen om en Serie 1-kamp, da Empire Stadium fortsat er ukampdygtig. Hvorom alting er: F.f.I.´erne skal hanke op i sig selv efter lørdagens blamage i Birkelse. Aabybro er lørdagens modstander.
Overordnet set har sæsonen været udmærket - måske endda med pil op, men sæsonen led immervæk et knæk, da F.f.I. fik ørene i maskinen på Nordjyske Bank Arena i Birkelse. 6-0 lyste måltavlen i hjemmeholdets favør, og udtrykket højt at flyve, dybt at falde har vel aldrig passet bedre end på lørdagens præstation. F.f.I. gik fra 8-0 over Jetsmark til altså en nederlag med tenniscifre blot en uge efter.
Lørdag eftermiddag handler det om for Christian Kærsgaards tropper at hanke op i sig selv. Sæsonen skal meget gerne sluttes godt af, for over en bred kamp har det været fornuftigt hvad de rød/sorte har leveret efter comebacket til Serie 1.
Der bliver også brug for en god præstation på Fodboldvej - sandsynligvis Bane 10. Modstanderen er Aabybro, der efter en svingende indledning på efteråret, i den grad har fundet melodien og virkelig har hentet mange point på det sidste. Det gulblusede Aabybro-mandskab viste ydermere gode takter i septemberopgøret. En kortvarig nedsmeltning af hjemmeholdet i starten af anden halvleg grundlagde F.f.I.´s bizare 4-2-sejr inkluderende tre ´mærkværdige mål´. Aabybro viste dog fighterhjerte og var faktisk tæt på fuldende et comeback i slutfasen af anden halvleg, hvor F.f.I. tog et powernap på et kvarters tid. Det er bestemt et godt mandskab de rød/sorte skal op imod.
Serie 1 - 13. spillerunde
F.f.I. - Aabybro IF
Lørdag den 28. oktober kl. 14:00
Bane 10 - Park Empire (Fodboldvej)
Dommertrio: Alen Fific - Karsten Mikkelsen og Allan Slot