Koncentreret F.f.I.-indsats og nulløsning i Hjørring
Et velorganiseret frederikshavner-mandskab gav ikke alverden væk defensivt, da det lørdag blev 0-0 i lokalopgøret mod HI. En klar forbedret indsats fra Jetsmark-kampen. Det blev en chancefattig kamp, hvor begge hold var stærkere i modvinden.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
Begge hold tog udgangspunkt i en kompakt defensiv, og derfor var også så som så med de helt store chancer i begge felter. F.f.I. havde medvinden i 1. halvleg, men det var egentlig hjemmeholdet, som havde lettest ved at få spillet til at hænge sammen, hvilket var med modsat fortegn efter pausen.
Der var så for vidt optræk til gode muligheder, og Sebastian Venø Frandsen forsøgte efter omkring et kvarters spil at sætte godt pres ind, men mistede desværre et skridt, da HI-keeperen var tæt på at spille bolden direkte i fødderne på Venø.
Mikkel Tolstrup havde et drøn fra omkring 30 meter kort efter, og med den kraftige vind var det lige før, at hjemmeholdets målmand blev overrumplet.
Kort inden pausen havde HI en god mulighed, men vikarierende keeper, Christian ”Skipper” Jørgensen var vaks ved den forreste stolpe og fik reddet skuddet.
F.f.I. bedst i store dele af 2. halvleg
Mikkel Tolstrup havde straks efter sidebyttet en ret fri skudchance i HI-feltet, men var desværre ikke hurtig nok til få trykket af, og momenter senere havde Nicolaj Mølgaard Christensen et udmærket skud mod den forreste stang.
Steffen Agerbos tropper var stærkt kørende i modvinden, og F.f.I.’erne fik sat flere gode ting sammen, men helt giftigt blev det ikke – udover et hovedstød fra Mikkel Tolstrup i forbindelse med en standardsituation.
I slutasen pressede værterne på, og havde da også et par giftige muligheder efter indkast og hjørnespark. Det virkede som om, at medvinden omsider blev en fordel, men et velorganiseret F.f.I.-mandskab fik clearet, og dermed endte lokalopgøret uden mål.
Næste opgave er Skærtorsdag 6. april, hvor det gælder en vanskelig udekamp mod Aalborg Freja. Opgøret spilles på Frejaparkens kunstgræsbane, og kampstart er klokken 16:00.
Kampinfo: Hjørring IF - F.f.I. 0-0 (0-0)
Mål: Ingen
10 minutters udvisninger: Ingen
Udvisninger: Ingen
Holdopstilling - F.f.I. (4-4-1-1): Christian ”Skipper” Jørgensen - Andreas Hybholt Pedersen, Mikas Seerup, Mikkel Tolstrup, Jeppe Østergaard Christensen - Nicolaj Mølgaard Christensen (83: Jens Kærsgaard), Ronnie Schou, Thor Kobberup (c), Noah Andersen (69: Christian Fuglsang) – Sebastian Venø Frandsen - Joachim Buchholtz (80: Nikolaj Holst Larsson)
Dommertrio: Andreas Rosander Østvold - Tommy Toft Kristensen og Ole Lund
Tilskuere: 75
Kampens Spiller: Mikkel Tolstrup med 8 stemmer