Stor udfordring venter mod trængte Aabybro
Af: Martin "Olic" Pedersen // Arkivfoto: Anette Gasberg
F.f.I.´s JS-herrer har stadig muligheden for at snuppe førstepladsen i puljen, da AaB onsdag aften tabte til HI. De rød/sorte kommer dog på en svær opgave, når et hårdtkæmpende Aabybro-mandskab byder op til dans. Kun en sejr tæller for værterne.
Trods søndagens ærgerlige - om end retfærdige - nederlag hjemme mod AaB lignede det at F.f.I.-mandskabet skulle tage til takke med puljens andenplads, og dermed to point med i forårets Jyllandsserie 1, men onsdag led AaB et 2-5-nederlag til HI hjemme på Hornevej i en udsat kamp. Dermed fastholder F.f.I. førstepladsen, da frederikshavnerne er indbyrdes bedst mod de bolsjestribede. Det kræver ikke den store matematiker for at regne ud, at Troels Gaardbos tropper skal vinde de to sidste kampe, hvis man på egen hånd vil afgøre ´skæbnen´ - eller sekundært hente ligeså mange point som AaB formår i de to resterende kampe.
Uagtet at efterårets næstsidste spillerunde er et bund- mod topopgør så venter der på ingen måde nogen let opgave for F.f.I.´erne, da lørdagens værter i allerhøjeste grad har kniven for struben. I givet fald at Jan Werthers tropper gør rent bord i de to sidste kampe, kan det lade sig gøre for holdet at komme i betragtning til en playoff-kamp - via syvendepladsen - mod en 2´er fra Serie 1.
Banen kridtes op til nervepirrende afslutning
Skulle det blive en sejr mod F.f.I., skal Aabybro hente en sejr mod Aalborg Freja i 14. spillerunde, i det der vil være en direkte duel om den potentielt playoff-givende syvendeplads, men derudover er forudsætningen at holdet bliver blandt de to bedste på næstsidstepladsen på tværs af de fire Jyllandsserie-kredse. 7´er-regnestykket ser i skrivende stund således ud:
Pulje 1: Aalborg Freja (12 point)
Pulje 2: Kristrup Boldklub (12 point)
Pulje 3: Fredericia fF (10 point)
Pulje 4: IF Lyseng (ll) (13 point)
Det er altså ikke kun Gaardbo-Banden, der har alt at spille for i jagten på førstepladsen. Aabybro-mandskabet er ganske enkelt nødsaget til at få fuld gevinst, hvilket på ingen måde gør opgaven mere simpel. De indbyrdes opgør mellem de to mandskaber har for vane at være tætte og intense, og Aabybro er "berømte" for at være svære at spille imod, hvad også De Røde Bavianer har fået at mærke igennem de sidste sæsoner, såvel i Serie 1 som i Jyllandsserien.
Sæsonens første indbyrdes opgør i september på Empire Stadium var ingen undtagelse. Aabybro stod - som sædvanligt - godt på banen, og gjorde det virkeligt svært for værterne. Det lykkedes endda gæsterne at bringe sig foran 1-0 midtvejs i anden halvleg, og så lignede det endnu en vanskelig opgave. Frederik Guldager tog dog sagen i egen hånd, og blev noteret for et hattrick, og for at illustrere jævnbyrdigheden, blev de to sidste mål sat ind netop som stadionuret rundede 90 minutter. Netop forsidebilledet til denne artikel fortæller meget godt om den rød/sorte lettelse fra dette opgør.
Det kunne sagtens trække op til et lignende scenarie denne gang, hvor kampen formentlig spilles på kunstgræs på Aabybro Idrætscenter. Hvis vi yderligere skal sætte kolorit på, går rygterne på, at vejret mildt sagt går i efterårsstemning med kraftig blæst og tilmed regn til følge. Det skal nok blive intenst i Nordjyllands Newcastle, som en kær JS-konkurrent beskrev i kølvandet på deres møde i Aabybro...
Jyllandsserien - 13. spillerunde
Aabybro IF - F.f.I.
Lørdag den 26. oktober klokken 13:30
Aabybro Idrætscenter (formentlig kunstgræs)
Dommertrio: Morten Helweg Andersen - René Knudsen og Almin Miljanovic