F.f.I.´erne rejste sig flot i Chang
Af: Martin "Olic" Pedersen // Foto: Anette Gasberg
Keeper Thomas Kirk og resten af F.f.I.-kompanerne kunne notere sig efterårets første clean sheet, da det tidligt tirsdag aften lykkedes Troels Gaardbos tropper at besejre Aalborg Chang 2-0 på udebane. Kasper Sørensen og Tobias Wiis scorede de frederikshavnske mål.
Der var en verden til forskel på dette opgør, og så lørdagens udekamp i Gug. Ganske vist skabte F.f.I.´erne pænt med muligheder i førstnævnte kamp, men tirsdag aften var det et anderledes koncentreret mandskab, der var i aktion på Provstejorden. Der blev ikke givet mange chancer væk, og de der ellers tilfaldt et - til tider - passivt hjemmehold, tog en velspillende Thomas Kirk i målet sig af.
Det var da også F.f.I.-drengene - denne gang klædt i de klassiske blå/hvide udebanedragter, som lagde bedst fra land. Det blev fra opgørets indledning til lang række gode aktioner på begge kanter, hvilket medførte en række gode indlæg. Det eneste der manglede, var dog at få fyldt op i feltet.
Netop dette lykkedes på bedste vis midtvejs i halvlegen. F.f.I. var i overtal i feltet, da Aalborg Chang valgte at holde tre mand hjemme. Jeppe Birklykke sendte midt på værternes banehalvdel et præcist frispark ind i panden på Kasper Sørensen, der havde positioneret sig på bagerste stang, og på sikker vis headede "Kalle" læderet i kassen - uden chance for Changs målmand.
I minutterne herefter forsøgte F.f.I.´erne at presse yderligere på, og det kastede også et par fornuftige muligheder af sig, men som halvlegen skred frem, fik de zebrastribede ædt sig ind i kampen via et par hjørnespark samt et langskud - begge sekvenser blev på sikker vis håndteret af keeper Kirk. Således kunne Gaardbo-Banden gå til pause med en fortjent, om end snæver, 1-0-føring.
Samme kampbillede efter sidebyttet
De sidste 45 minutter gik måske ikke over i historiebøgerne som den mest velspillende affære, men F.f.I. formåede at holde fokus opgøret igennem, hvilket var yderst vigtigt efter den defensive blamage mod Gug.
Chang kom ganske vist ud til anden halvleg med et mindre pres, og i indledningen skulle Thomas Kirk igen i aktion, da han i kølvandet på et hjørnespark, diskede op med en fin refleksredning. Herefter slap Allan Christensens tropper gaspedalen en smule, og inviterede F.f.I. ind i opgøret igen.
Efter godt en times spil skulle det også blive 2-0. Igen var Jeppe Birklykke ophavsmand til scoringen, og igen skulle der et veleksekveret frispark til, hvilket i første omgang blev clearet af Chang-forsvaret, men på returen - omtrent tyve meter fra mål - curlede Tobias Wiis læderet i kassen med højrebenet. Fremragende mål af Tobias Wiis, der igen leverede en god indsats på fløjen.
De blå- og hvidstribede havde herefter en række gode muligheder for at endegyldigt at lukke ballet, og det var selvom Frederik Guldager måtte til afkøling i ti minutter efter en forseelse på en Chang-spiller. Det slog ingenlunde F.f.I. ud af kurs, og i slutfasen burde indskiftede Jeppe Drejer have forvaltet sin aflevering - eller afslutning om man vil - for Tobias Wiis stod ganske blank inde foran mål. Kasper Sørensen fik dybt inde i overtiden et ellers flot mål annulleret for offside, men senere blev der imidlertid fløjtet af, og så kunne man i F.f.I.-lejren glæde sig over både at have rejst sig fra Gug-miseren, og vigtigst alt: Tre vigtige point!
Som også nævnt i optakten har de rød/sorte gang i en engelsk uge, og den sidste af de tre kampe på en uge, afvikles fredag 27. september, når Vejgaards 2. divisionsreserver gæster Empire Stadium. Opgøret er med kick-off klokken 19:30.
Kampinfo: Aalborg Chang - F.f.I. 0-2 (0-1)
Mål: 0-1 Kasper Sørensen (24.), 0-2 Tobias Wiis (63.)
10 minutters udvisninger: Aalborg Chang: Ingen // F.f.I.: Frederik Guldager (69.)
Udvisninger: Ingen
Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Thomas Kirk - Frederik Klarskov, Cato Kristensen, Michael Fjordbak (c), Nicolas Strauss - Tobias Wiis (70: Marcus Grønning), Claus Christiansen, Frederik Guldager, Gerardas Zukauskas (46: Jeppe Drejer) - Jeppe Birklykke (81: Tobias Wiis genindskiftet)
Anton Møller ikke benyttet
Tilskuere: 75
Dommertrio: Steffen Møller Barchow - Simon Rye og Michael Kristensen
Kampens Spiller: Cato Kristensen med 11 stemmer