Kasper Seiersen Conradsen er Årets Træner i FFI Fodbold 2026
Fra en lille flok på seks piger uden træner til et samlet og stærkt U13-pigehold. FFI Fodbold har kåret Kasper Seiersen Conradsen til Årets Træner 2026, men selv er han hurtig til at give æren videre: "Holdet er noget, vi har skabt i fællesskab."
For omkring to-tre år siden havde FFI Fodbold en lille gruppe på cirka seks piger på årgangen. Den tidligere træner ønskede at stoppe og det er ikke altid lige nemt at finde en ny træner til sådan en lille gruppe piger. Så trådte Kasper Seiersen Conradsen til med ordene:
"Jeg er ikke nogen god træner, men jeg vil dælme kæmpe for, at de får et fodboldhold."
Det løfte har han holdt. I dag tæller FFI's U13-pigehold hele 20 spillere.
En indsats på mange fronter
Vejen dertil har krævet mere end træning på banen. Der er trykt flyers og delt dem ud på skolerne, spillere er blevet kørt hjemmefra til træning, og der har været pizzaaftener og overnatninger. Holdet har fået banner til kampdagene, sin egen sang på de sociale medier og egne trøjer.
Tanken bag er enkel: Når pigerne har det godt og føler sig trygge, er det sjovt at gå til fodbold, og så følger kvaliteten med.
Kasper har samtidig arbejdet målrettet med sin egen udvikling som træner. Han søger input og sparring og tager trænerkurser. Han stiller krav til spillere, forældre og klub, så alle trækker i samme retning.
"I dag har FFI en træner, der brænder for fodbolden, for sammenholdet blandt pigerne og for klubben," lyder det fra klubben. "Stort tillykke til Kasper."
Ved kåringen mødte Thomas Rømer op på vegne af Spar Nord/Nykredit. Thomas Rømer havde også et par gode ord med til Kasper og overrakte en flot check på 2.500 kr.
"Holdets udvikling skyldes ikke blot vilje fra en træner"
Kasper er beæret over prisen, men han lægger vægt på, at den tilhører mange flere end ham selv:
"Når jeg tænker over den fantastiske rejse, vi har haft på årgangen, så skyldes holdets udvikling ikke blot vilje fra en træner. Den skyldes en flok glade og fodboldivrige piger, der har været ukuelige, når det har været svært, og som har været virkelig dygtige til at byde nye veninder ind i varmen og skabe sammenhold," siger Kasper Seiersen Conradsen.
Han fremhæver også forældre og bedsteforældre, der både bakker op fra sidelinjen og tager ansvar for de sociale arrangementer. Banner, SoMe-sang og trøjer er blevet til gennem bedsteforælder Kjeld Rye. Pizzaaftener og overnatninger har kunnet lade sig gøre, fordi forældre har stillet sig til rådighed. Kasper nævner især Ditte Krogsgaard, som har taget rollen som holdleder:
"Ditte har været en kæmpe kapacitet i forhold til sparring om planlægningen af både de fodboldmæssige og de sociale aktiviteter."
Forældre er også med til sparring om træning og kampe, både på banen og i omklædningsrummet. Og så har klubben stået i ryggen af holdet. Under opstarten fik Kasper god hjælp af Thomas Nielsen, Thomas Axelsen, Per Svensson, Søren Vestergård og Michael Skat Jørgensen. Senest er hjælpetrænerne Cajsa, en ivrig og dygtig ung træner, og Steffan kommet til. Begge giver alt, hvad de kan, når studier, arbejde og familieliv tillader det.
"Jeg vil være ked af at tage æren for alle de gode ting, som kun har kunnet lade sig gøre, fordi der har været støtte, opbakning og vilje fra både spillere, forældre og klub. Holdet er noget, vi har skabt i fællesskab," siger Kasper Seiersen Conradsen.
