F.f.I. sled sig til vital sejr under vanskelige forhold
Af: Martin "Olic" Pedersen // Arkivfoto: Anette Gasberg
Den tunge, regnfulde bane på Empire Stadium indbød måske ikke just til poleret fodboldspil, men efter en svær start på fredagens opgør mod Vejgaard, kæmpede de rød/sorte værter sig tilbage i opgøret og sejrede i sidste ende med 3-1 på to mål i anden halvleg.
F.f.I.-mandskabet spillede med sørgebind i fredagens opgør, og opgøret blev da også indledt med et minuts stilhed, da klubbens tidligere formand, Jørgen Buje sov stille ind i går, torsdag - han blev 74 år. Ære være Jørgen Bujes minde.
Efter den fine hyldest af et ægte F.f.I.-koryfæ, var tilskuerne denne aften på byens gamle stadion vidne til et intenst opgør, der måske ikke går over i historiebøgerne som verdens mest velspillende affære, men hvad der ikke var af skønspil - hvilket også var umuligt på den svære bane - fik man til overflod i hårdt arbejde og solide tacklinger. Stor ros til dommertrioen for at give spillerne lov til at gå til makronerne, men uden at det på nogen måde eskalerede i svinestreger.
Når alt kommer til alt, så må vi indrømme at Vejgaard startede opgøret bedst, og det var da også VB´erne der tog føringen allerede efter 13 minutters spil. I kølvandet på et indlæg hoppede og dansede bolden i feltet, og her var Jesper Søndergaard hurtigst over en af mange returbolde, og sparkede resolut bolden i kassen uden chance for Thomas Kirk.
Indstillingen var egentlig fornuftig hos frederikshavnerne, men Troels Gaardbos udvalgte havde det dog alligevel ganske svært mod en flok gæster, der fik for meget plads til udføre en række omstillinger, og netop sådan en situation var tæt på at føre til 2-0-føring til gæsterne kort efter 1-0-målet. En VB´er strøg relativt uhindret igennem, men en velspillende keeper Kirk tog sig af situationen med en veludført fodparade.
Standardsituationerne har ofte spillet en central rolle for førsteholdsherrerne - dog uden at der skal gå AC Horsens eller Stoke City i den af den grund. Men hvorom alting er, så er det én af F.f.I.-mandskabets store forcer, og det var da også efter Jeppe Birklykkes hjørnespark, at topscorer Kasper Sørensen dukkede op på forreste stolpe og ekspederede udligningen i kassen.
Mod slutningen af første halvleg skabte begge mandskaber yderligere chancer, hvoraf de største tilfaldt gæsterne - det var måske ikke helt ´ufortjent´ hvis Vejgaard gik til pause med en smal føring, men 1-1-resultatet holdt til pause.
Indskiftede Jeppe Drejer blev afgørende
Da banen ikke ligefrem blev bedre henover pausen, så var det fighterdyderne der skulle i brug. Det havde både F.f.I. og VB i og for sig held med. Der blev arbejdet fortrinligt for tingene, og ud fra chancefordelingen sad man med følelsen af, at det kunne tippe begge veje. Vejgaard fik generelt en del frispark og hjørnespark, som F.f.I.-defensiven dog kløgtigt afværgede, og som de sidste 45 minutter skred frem, nærmede de rød/sorte sig målet ad flere omgange. Frederik Guldager havde blandt andet en stor chance, der dog fint blev reddet af Vejgaard-keeper Emil Weimar-Sørensen, mens også Tobias Wiis måtte se et hovedstød clearet på stregen.
Nogle få minutter senere - i det 69. minut - brød jublen løs hos hjemmeholdet. Jeppe Drejer, der var kommet på banen et kvarter forinden, headede med stort overblik navnebror Birklykke mod bagerste stolpe, og her kunne Cato Kristensen med en følt inderside sparke bolden i kassen, som havde han aldrig lavet andet. Stor jubel hos særligt Cato, der scorede sit første mål på førsteholdet siden september 2015, da han scorede et afgørende 3-2-mål mod RKG.
Bare et par minutter herefter gjorde de hvidblusede det svært for sig selv, da Jesper Søndergaard ad to omgange fik gult kort for brok, hvoraf det sidste velsagtens kunne tolkes som massiv kritik af dommerpræstationen, for nu at sige det mildt.
Trods en mand i undertal, ydede Vejgaard fin modstand - det skal siges. Efter lidt for meget hæl og tå i eget felt lykkedes det faktisk Steffen Agerbos tropper at komme til to-tre hjørnespark, hvilket dog lykkedes at afværge for defensiven.
Da uret rundede 90 minutter skulle det også blive 3-1, da en velspillende Jeppe Drejer og Marcus ”Grille” Grønning - indskiftet ad flere omgange diskede op med en klassisk et-to-kombination, hvilket medførte, at førstnævnte kunne slå bolden mod bagerste stang, hvor Kasper Sørensen uden problemer sendte kuglen i kassen.
Meget mere blev der ikke berettet om. Skønspil? Nej! Vigtig sejr? Afgjort! Tre point er altid skønne at tage med efter en god arbejdsindsats, og det bliver bestemt ikke mindre skønt at få fuld valuta i det, der velsagtens kan kategoriseres som en ægte sekspointskamp.
Efter tre kampe i denne uge får JS-herrerne én uges kamppause, men til gengæld er holdets næste opgave ligeledes en hjemmekamp, og netop denne finder sted lørdag 5. oktober klokken 14:00, hvor lokalrivalerne fra Hjørring IF (HI) aflægger visit på Empire Stadium.
Kampinfo: F.f.I. - Vejgaard B (ll) 3-1 (1-1)
Mål: 0-1 Jesper Søndergaard (13.), 1-1 Kasper Sørensen (25.), 2-1 Cato Kristensen (69.), 3-1 Kasper Sørensen (90.)
10 minutters udvisninger: F.f.I.: Cato Kristensen (43.), // Vejgaard B (ll): Jakob Brøndum (45.+1), Jesper Søndergaard (71., 72.)
Udvisninger: F.f.I.: Ingen // Vejgaard B (ll): Jesper Søndergaard (72. - 2x gult)
Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Thomas Kirk - Frederik Klarskov, Cato Kristensen, Michael Fjordbak (c), Nicolas Strauss - Tobias Wiis (87: Marcus Grønning genindskiftet), Claus Christiansen, Frederik Guldager, Gerardas Zukauskas (44: Marcus Grønning // 53: Marcus Grønning udskiftet) – ind Jeppe Drejer) - Jeppe Birklykke, Kasper Sørensen
Anton Møller ikke benyttet
Tilskuere: 150
Dommertrio: Tinus Stengaard Pedersen - Torben Clausen og Adi Hadzikadunic
Kampens Spiller: Frederik Klarskov med 8 stemmer