Status på en glimrende sæson i seniorregi
Der har så afgjort været meget at smile af i F.f.I.´s seniorafdeling: Kvinderne rykkede op, og det samme var tilfældet for andet- og tredjeholdet. I denne artikel knytter ffifodbold.dk et par ord på forårssæsonen for samtlige rød/sorte seniorhold.
Af: Martin "Olic" Pedersen // F.f.I.´s andethold blev ét af tre seniorhold, der rykker en tak op i fodboldhierarkiet // Foto: Morten Severinsen
Kvinder Serie 2: Målamok og maksimumpoint
Allan Gøgsigs piger rykkede ned i Serie 2 i efteråret 2018, og målet for foråret 2019 var en lynhurtig retur til Serie 1. I første omgang skulle holdet kvalificere sig til oprykningsspillet (Serie 2.1), hvilket lykkedes på sidste spilledag. I oprykningsspillet viste F.f.I.-pigerne imidlertid styrke med maksimumpoint kunne målet opfyldes 2. pinsedag: Oprykningen til Serie 1 var en kendsgerning. Seks sejre i ligeså mange kampe og en målscore på 30-3. Ingen tvivl om, at oprykningen er yderst fortjent.
Se slutstillingen: Serie 2 - Kvalifikation og Serie 2 - Oprykningsspil
JS2: Stærk start lagde kimen til overlevelse
F.f.I.´s førstehold i herresenior rykkede op i Jyllandsserien efter seks års fravær efter en glimrende Serie 1-kampagne i efteråret 2018, og den gode form blev i den grad taget med til dette forår, hvor holdet lagde ud med brask og bram. Således vandt Troels Gaardbos tropper de første tre kampe, og netop her var både offensiven og defensiven velstemt. Som foråret skred frem, blev der længere mellem snapsene, og en del uafgjorte i rap gjorde, at man først i næstsidste spillerunde kunne sikre sig overlevelse efter 0-0 mod VSK Aarhus (ll) 15. juni. Samtidigt blev det kun til to nederlag blev: 2-3 i Helsted i maj, og 1-3 i Løgstør i sidste spillerunde.
29-17 lød målscoreren på i sidste ende, og det må siges, at være en godkendt tilbagevenden til en barsk JS2-pulje, hvor antallet af nedrykkere var rekordhøjt. Således rykkede Støvring, Helsted Fremad, Løgstør, Vorup og MorsØ ned i Serie 1, mens VSK Aarhus (ll), Aalborg Chang og F.f.I. var de eneste mandskaber, der spiller Jyllandsserie-fodbold i efteråret. Tilmed måtte både Støvring og Helsted ”lade livet” efter playoff-kampe mod Serie 1-mandskaber. Netop flere af nedrykkerne hentede faktisk flere sejre end F.f.I., og det siger alt om en vanvittig pulje.
Slutstilling, JS2
Serie 3: Tilbage i Serie 2 efter otte års fravær
Apropos playoff-kampe, så var det også det, der skulle til for F.f.I.´s andethold på herresiden, og det var til trods for kun ét nederlag i den ordinære sæson. I en tæt duel mod VHG/GS, der tog sig af den direkte oprykning, leverede Peter Jørgensens tropper en fremragende sæson. En stærk defensiv og en tilsvarende god offensiv var medvirkende til at holde presset på føromtalte VHG/GS næsten til det sidste, men et 1-2-nederlag i 12. spillerunde hjemme mod Ulsted kunne potentielt blive skæbnesvangert for F.f.I.-reserverne.
Med den direkte oprykning forduftet, skulle der play-off-kampe til, og heldigvis i flertal. I første runde blev Harken UGF besejret 2-0 efter en hård kamp, hvor der skulle forlænget spilletid til. Her havde frederikshavnerne køligheden og overskuddet til at sætte dødsstødet ind, takket være scoringer fra Kasper Sørensen og Jesper Gasberg.
Lørdag 29. juni skulle kampen om oprykningen stå, og vel og mærke på Sparekassen Vendsyssel Arena i Sæby, hvor det store lokalbrag mod IF Skjolds Sæbys Serie 2-hold blev afviklet. Til trods for F.f.I. var lavere rangeret i fodboldhierarki, leverede Peter Jørgensens tropper en glimrende indsats og sejrede fuldt fortjent med 3-0. Nogle vil endda påstå, at sejren burde have været større, da der blev brændt en del chancer. Derudover fik de rød/sorte annulleret en scoring mens stillingen stadig var 0-0. Kasper Sørensen, Jeppe Drejer og Sebastian Basballe (de to sidstnævnte i anden halvleg) viste dog skarpheden i de afgørende situationer.
Dermed kunne champagnepropperne springe. F.f.I.´s andethold er tilbage i Serie 2 for første gang siden efteråret 2011. Stærkt gået af både trænerduoen Peter Jørgensen og Thomas Nødbak Petersen og selvfølgelig ikke mindst spillertruppen.
Se flere billeder fra en festlig lørdag i Sæby, hvor Morten Severinsen var på pletten med sit kamera, og det er der kommet rundt regnet 150 forrygende pletskud ud af. Albummet kan findes - og nydes - på F.f.I.´s officielle Facebookside.
Slutfacit: Den ordinære sæson og playoff
Serie 4: De unge løver følger trop
Vi fortsætter med de gode takter i seniorafdelingen med at lykønske endnu et af vores hold med en fortjent oprykning. I en hård kamp mod et stærkt Klokkerholm-mandskab, som man da også tabte til i første spillerunde, endte Jesper Pedersens tropper på førstepladsen i puljen. Det talentfulde hold høstede siden premierenederlaget 11 sejre og to uafgjorte. Med 46 scoringer i foråret og blot 11 inkasserede mål, er der ikke så meget at sige til, at holdet i efteråret spiller i Serie 3. Flere af de talentfulde spillere på det, der er klubbens tredjehold, har ligeledes haft en stor andel i andetholdets flotte sæson. Der er vel ikke så meget at sige, andet end stærkt gået af Jesper Pedersen og de unge gutter!
Stillingen efter 14. spillerunde
Serie 5: To hold i oprykningsspillet
Både Serie 5.1 (sidste år U19, red.) og Serie 5.2 (Legends) var begge med i oprykningsspillet efter de nye ombrydningsregler. Det blev til en fjerdeplads til førstenævnte hold, mens Legends var igennem et udfordrende forår med mange spillere benyttet, mens Christian Foghs ”gamle drenge” endte trods alt på en tredjeplads. Begge hold spillede fem kampe efter ombrydningen, og da begge hold var en del af oprykningsspillet, har vi også to Serie 5-hold til efterårssæsonen.
Stillinger efter sæsonens afslutning: Serie 5.1 og Serie 5.2
Vi ser frem til den nye sæson
F.f.I. Fodbold ønsker oprykkerne et stort tillykke til vores mange oprykkere, og med det in mente kan man kun lette på hatten over den flotte vending der er sket i klubbens seniorafdeling. For bare få år siden havde vi blot to seniorhold, hvor navnlig andetholdet - mildt sagt - var skidt kørende. Faktisk var man ved at rykke ned i Serie 5 i efteråret 2016, og mindre end tre år senere er medlemstallet ikke blot stødt stigende. Dermed har pt. fem seniorhold, hvoraf tre af dem er avanceret på den fodboldmæssige rangstige lige siden.
I efteråret 2019 byder vi på følgende hold i seniorregi: Kvinder Serie 1, Jyllandsserien, Serie 2, Serie 3 og to Serie 5-hold. Vi glæder os meget til at følge alle holdene efter sommerpausen, og med det sagt, ønsker vi alle en god sommer og en ligeledes god Cup No. 1 i uge 28. På gensyn når fodboldefteråret skydes i gang medio august. Inden da skal opstarten indledes ultimo juli. Vi vender stærkt tilbage med planer for opstarten og forhåbentlig spændende nyt frem mod det, der ligner et lovende efterår i en livlig seniorafdeling.