Tommy og Norbert: Cup No.1 er gensynsglæde
Cup No.1 samler fodboldspillere fra hele verden i Frederikshavn hvert år i uge 28.
For Tommy Christiansen er Cup No.1 gensyn med familien i Frederikshavn og med mange af de gamle kammerater fra hans ungdomstid i FfI.
Tommy er søn af Ruben Christiansen, en af stjernerne på FfI´s divisionshold, der i år for 50 år siden rykkede op i 1. division, dengang landets bedste fodboldrække.
44-årige Tommy Christiansen spillede fodbold i FfI, fra han var tre-fire år, og var en del af det sidste divisionshold I FFI's historie tilbage I sæsonen 2000/01. Han spillede I klubben indtil han som 22-årig flyttede til Aarhus og fortsatte fodboldkarrieren i Brabrand i 2. division, i øvrigt sammen med tre andre fra FfI.
”Jeg har de bedste minder fra min tid i FfI, hvor vi hvert år deltog i Dana Cup, som det hed dengang. Og straks jeg er tilbage på Fodboldvej eller i Det Røde Klubhus på Stadion, mærker jeg den helt særlige duft og stemning, sammenholdet og alle de frivillige. Mange af dem er de samme som dengang,” siger Tommy Christiansen.
Nu deltager han i Cup No.1 som træner for sønnens Norberts hold, NSC Academy, som i år spillede i U15-rækken, og datteren Evelyn spiller for det sammenbragte hold Scandia United.
NSC står for Norbert Selchau Christiansen, og holdet består af Norberts venner, der også skulle opleve Cup No.1. De fleste spiller til dagligt sammen med Norbert i BK Stefan, men der er også spillere fra Brønshøj og BK Frem på Norberts hold.
”Det startede som lidt af en joke, at holdet skulle opkaldes efter Norbert, så stort et ego har han da trods alt ikke, selvom han er københavner, men nu har de fået lavet eget logo og trøjer,” fortæller Tommy, der - udover jobbet som skoleleder på Tagensbo Skole i København Nordvest - bruger masser af timer som træner for to U16-drengehold og et U13-pigehold i BK Stefan.
Fodbolddrengene synes, det er fedt at komme til Cup No.1 og møde eksotiske hold fra Argentina, Mexico og USA, og så nyder de, at det hele er samlet indenfor gåafstand i Frederikshavn.
Højt på drengenes hitliste er Frederikshavn Svømmehal.
”Drengene mener, det må være Danmarks fedeste svømmehal, så dér er vi på besøg minimum to gange hvert år i uge 28, når vi er til Cup No.1,” siger Tommy Christiansen.
