Ny rød/sort chokstart og endnu en sejr
Vanen tro chokstartede F.f.I. i lørdagens hjemmekamp mod randrusianske Vorup FB. Herfra gik der generelt noget mere stilstand i tingene. Jeppe Birklykke nettede to gange, mens også Claus Christiansen scorede.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Foto: Morten Severinsen
´F.f.I. hurtigt ude af starthullerne´ er et udtryk man givetvis har brugt, hvis man har overværet holdets kampe det seneste års tid. Det var også tilfældet denne lørdag i hjemmekampen mod Vorup. Der var blot spillet to minutter, da værterne fik tilkendt et frispark. Jeppe Birklykke blev sat til at eksekvere, og skønt det så ud til at kaptajn Michael Fjordbak snittede bolden i mål, så var det rent faktisk Birklykke, der sendte læderet direkte i nettet. Det medførte tvivl hos dommerne om hvorvidt målet skulle få lov at stå, da der tilsyneladende var tale om et indirekte frispark. I sidste ende blev målet godkendt, og så var frederikshaverne for Gud ved hvilken gang tidligt i front.
Nøjagtigt som i hjemmekampen 2. påskedag mod Aalborg Chang, skabte F.f.I. rigeligt med chancer til at skabe en komfortabel føring allerede i første halvleg, og første skridt på den vej blev allerede taget ti minutter efter føringsmålet. Jeppe Birklykke erobrede bolden og fandt Daniel Overlade med en flot aflevering. ”D” fik pillet bolden ned, og slog et perfekt indlæg ind til Claus Christiansen på bagerste stolpe, og så havde sidstnævnte ganske let ved at glide læderet i kassen.
F.f.I. havde i den efterfølgende periode to-tre store chancer for at øge føringen yderligere. Såvel Daniel Overlade og Jeppe Birklykke havde begge gode muligheder, men Vorup-keeper Mathias Hyldahl, diskede dog i begge tilfælde op med gode redninger.
Som halvlegen skred frem, og eftersom F.f.I.´erne ikke fik snøret sækken, kom de blåklædte randrusianere bedre med i kampen. Særligt i venstresiden viste de prøver på deres farlighed, og i flere omgange var det også lige ved og næsten.
Det var det også efter en halv times spil, da keeper Lasse Fjordbak ude ved sidelinjen var ved at rode sig ud i problemer i en duel med en Vorup-spiller, der i første omgang vandt duellen. Heldigvis slap De Røde Bavianer skrækken i denne omgang. Dermed kunne F.f.I. gå til pause med en føring på 2-0.
Vorup langt bedre med efter pausen
På mange måder gentog tingene sig i denne kamp, som det F.f.I. kæmpede med i anden halvleg i hjemmekampen 2. påskedag. På nær et par situationer var frederikshaverne dog mere afklaret defensivt denne lørdag, end hvad tilfældet var senest, og gæsterne fra Randers havde svært ved at skabe det store offensivt – altså på nær når frederikshavner-drengene selv serverede mulighederne på et sølvfad.
De rød/sorte skabte ikke det samme antal chancer efter pausen - det vil være synd at sige - men Troels Gaardbos tropper fik dog scoret et utroligt vigtigt 3-0-mål med godt tyve minutter igen. Cato Kristensen vandt energisk bolden i en duel, og så tog Jeppe Birklykke over. F.f.I.´s nummer 11, der ser ud til at være ovre den skade, der har drillet ham i den første del af forårssæsonen, røg alene igennem med Vorup-målmanden, og ganske koldblodigt lagde Birklykke bolden i kassen.
Tilbage til at servere chancerne for Vorup, så var det nøjagtigt det, der skete med et kvarter tilbage. Nicolas Strauss ville spille bolden tilbage til Lasse Fjordbak, men tilbagelægningen fik for lidt fart på, og så kom de blåblusedes angriber Sean Can Andersen imellem, og havde frit løb mod Lasse Fjordbak. Vorup-angriberen stoppede dog nærmest op, og så kunne Marcus ”Grille” Grønning med et godt indgreb afværge den gigantiske mulighed.
Vorup skulle dog få reduceret med godt fem minutter tilbage. Mads Ammitsbøll Sørensens tørre hug så ud til at gå forbi mål, hvad også Lasse Fjordbak troede. Det resulterede i at Lasse stod på flade fødder, da læderet strøg ind i det korte hjørne. Spøjst mål, der tændte et sidste håb hos gæsterne.
F.f.I. fik dog efterfølgende stabiliseret tingene, og således kunne holdet køre en ganske sikker 3-1-sejr hjem. Det betyder således, at det er blevet til fire sejre i fem kampe, og dermed er holdet placeret på førstepladsen med 13 point. Der er nu seks point ned til fjerdepladsen, der potentielt kan betyde en playoff-kamp mod nummer 2 fra Serie 1 omkring ned- og oprykning. De tre point betyder at F.f.I. fortsat fører puljen - med et point ned til VSK Aarhus´ Danmarksserie-reserver, som holdet møder næste gang i et vaskeægte topbrag på udebane.
Netop topkampen mod VSK Aarhus spilles torsdag 2. maj, og altså ikke lørdag 4. maj, som først annonceret. Det imødesete brag i toppen af af Jyllandsserien 2 skydes i gang på Vejlby/Risskov Centret klokken 19:15.
Serie 3 - F.f.I.´s næstbedste seniorhold - var ligeledes i aktion lørdag 27. april, og ligesom førsteholdet hentede de en sejr. Det skete på udebane mod Ulsted Boldklub, og slutcifrene blev 2-0. Mathias Bowman (straffespark) og Gerardas Zukauskas scorede for de rød/sorte, der efter tre kampe har sat syv point på kontoen. Tirsdag 30. april møder holdet Østervrås andethold på Park Empire (Fodboldvej). Opgøret starter klokken 18:30.
Kampinfo: F.f.I. - Vorup FB 3-1 (2-0)
Mål: 1-0 Jeppe Birklykke (2.), 2-0 Claus Christiansen (12.), 3-0 Jeppe Birklykke (68.), 3-1 Mads Ammitsbøll Sørensen (85.)
10 minutters udvisninger: F.f.I.: Nicolas Strauss (45.+2), Frederik Guldager (60.) // Vorup FB: Mads Pedersen (42.)
Udvisninger: Ingen
Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Lasse Fjordbak - Marcus Grønning, Tobias Overlade, Michael Fjordbak (c), Nicolas Strauss - Jeppe Drejer, Frederik Guldager, Cato Kristensen, Jeppe Birklykke - Claus Christiansen, Daniel Overlade
Ud- og indskiftninger - F.f.I.:
Jeppe Drejer ud - ind Jonas Markfoged (46.)
Jonas Markfoged ud - ind Tobias Wiis (56.)
Frederik Guldager ud - ind Frederik Klarskov (78.)
Jeppe Birklykke ud - ind Frederik Guldager (87.)
Tilskuere: 150
Dommertrio: Theis Bundgaard - Simon Rye og Adis Ahmetagic
Kampens Spiller: Jeppe Birklykke med 8 stemmer