Intens lørdag i vente på byens gamle stadion
Interessant lørdag eftermiddag i vente, når Serie 3-holdet indleder festen på Empire Stadium i et sandt lokalderby mod SEIF - efterfølgende tager JS2 imod MorsØ FC. To sejre er målet for klubbens to seniorhold.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Arkivfoto: Anette Gasberg
Denne optakt indledes med at gøre lidt reklame for denne lørdags imødesete lokalbrag i Serie 3, der har æren af at åbne ballet i eftermiddag. Og hvilken kamp! Det er ”Hvepsene” fra SEIF, der tager den korte tur til Frederikshavn, og ikke blot fordi det er et lokalbrag, så er der også vigtige point på spil for begge mandskaber. Det bliver altså noget af en åbning på denne weekends 2-retters menu på Empire Stadium, hvor andetholdet altså åbner ballet klokken 14:00, og efterfølgende skal JS2 meget gerne tilbage på sejrssporet, når MorsØ FC tager den lange vej til Vendsyssel.
Der kan meget vel vente Peter Jørgensens udvalgte en yderst hård kamp, skønt Strandby-mandskabet har haft en noget svingende start på sæsonen. Der er ingen tvivl om at de gulblusede vil gøre alt for at stikke en kæp i hjulet på frederikshavnerne.
Serie 3-drengene går dog ind til opgøret med en ordentlig portion selvtillid. Skønt spillet måske ikke altid kører på skinner, så er defensiven vist sig mere end stærk i de seneste mange kampe. Holdet har generelt stået godt på banen, og er det sket at der har været sprækker i de defensive geledder, har Thomas Kirk været en fremragende sidste skanse med mange solide indgreb. Læg dertil, at offensiven været stærkt kørende, og ikke bare lagt an på enkelt spillere. Mange har budt sig til med målene, så alsidighed er i den grad ét af de nøgleord, man kan hæfte på holdets succes.
Gaardbo-Banden møder MorsØ FC
En - forhåbentlig - festlig lørdag på byens gamle stadion afsluttes med en endnu en vigtig kamp for klubbens førstehold, der efter to uafgjorte mod henholdsvis VSK Aarhus (ll) og Løgstør, tørster efter en sejr. Den må meget gerne komme i hus imod MorsØ FC, men uanset hvad stillingen må antyde, så bliver det absolut ikke nogen let opgave for F.f.I.´s 14 udvalgte.
Gæsterne fra MorsØ FC er efter onsdagens hjemmebanenederlag på 0-3 til Løgstør yderst presset i tabellen med blot et enkelt point i nu otte kampe. Derfor må man forvente at ø-klubbens udvalgte kommer ind til opgøret på Empire Stadium med stor iver. Det er vel noget nær sidste udkald for klubben, hvis de skal have en realistisk mulighed for at komme op i nærheden af rækkens tætte midterfelt.
Efter søndagens remis mod Løgstør, handler det om for frederikshavnerne, at de skal op i gear. Tre point vil være utroligt tiltrængte - netop i jagten på at holde top fire - eller fem - på behørig afstand. Herefter venter der to svære kampe for Jyllandsserie 2-mandskabet, der fredag 24. maj tager turen til Randers, hvor Helsted Fremad venter. Netop denne kamp er rykket en dag frem, da der som bekendt er Karneval i Aalborg om lørdagen. Herefter venter der Kristi Himmelfartsdag (torsdag 30. maj) en vital hjemmekamp mod Støvring.
Det er netop de næste tre opgør, der er vigtige for at definere hvorvidt F.f.I. skal konsolidere placeringen i toppen af tabellen, eller om man skal ud i nogle nervepirrende sidste runder i det, der tegner til at være en yderst jævnbyrdig pulje. I første omgang skal Troels Gaardbos mandskab dog holde snuden i sporet. Der må meget gerne sættes en ny sejrsstime ind.
Sådan gik det sidst
Lørdag 30. marts 2019: MorsØ FC - F.f.I. 0-2 (0-1)
Netop morsingboerne slog F.f.I. 2-0 i premieren 30. marts. Det var et opgør i Nykøbing Mors, hvor F.f.I. burde have vundet større, men omvendt leverede De Røde Bavianer en meget kontrolleret indsats. Skønt F.f.I.´erne havde rigeligt med chancer i åbent spil denne lørdag, så faldt begge mål efter standardsituationer, eller nærmere betegnet efter hjørnespark. Tobias Overlade gjorde det til 1-0 efter en halv times spil, mens brormand Daniel øgede føringen i starten af anden halvleg.
Jyllandsserien 2 - 8. spillerunde
F.f.I. - MorsØ FC
Lørdag den 18. maj klokken 16:00
Empire Stadium
Dommertrio: Casper Petersen - Jan Falberg Jensen og Kim Komdrup