F.f.I. på jagt efter første udesejr
Frederikshavner-drengene møder torsdag aften Farsø/Ullits IK i et regulær bundbrag, og dermed synes der at være fornuftige muligheder for at hente forårets første sejr på fremmed græs.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
Aftenen før den så omtalte St. Bededag markerer halvvejsmærket for forårssæsonen. Det har resulteret i fem point for F.f.I.-mandskabet, som i halvdelen af kampene har spillet til nul, mens man til gengæld har lukket tre mål ind i hver af de andre tre kampe. Det giver et ujævnt billede af halvsæsonen indtil videre, og det er nok ikke helt skævt vurderet.
Lørdag havde vi alletiders mulighed for at komme med op i det brede midterfelt, men opgøret mod Vejgaard B (ll) endte uforløst og uden mål i et jævnbyrdigt – og for nu at være helt ærligt - knap så velspillet opgør på DRINX ARENA. Vi havde et par gode muligheder før pausen, og det samme var tilfældet for gæsterne efter sidebyttet. Ikke desto mindre var nulløsningen et retvisende billede på kampen.
Nu skal vi så i ilden igen. Denne gang i en vaskeægte bunddyst mod Farsø/Ullits IK, som vi ikke har tørnet sammen med i umindelige tider (i hvert fald klubbernes førstehold). Værterne fra Vesthimmerland rykkede op i Jyllandsserien 2 i efteråret 2021, og har derfor gang i den tredje halvsæson i JS2 med to slutplaceringer som nummer fire til følge.
Ganske vist ligger Farsø-mandskabet i bunden med blot to point, men det er undervejs blevet til et flot 2-2-resultat mod Aalborg Freja, så vi skal uden tvivl op mod en kompetent modstander.
Jyllandsserien 2 - 7. spillerunde
Farsø/Ullits IK - F.f.I.
Torsdag 4. maj kl. 19:15
Farsø Stadion
Dommertrio: Kasper Nysom Mortensen - René Knudsen og Lasse Luther