Smalt nederlag i Farsø og en tam fornemmelse
F.f.I. var i massiv boldbesiddelse i 2. halvleg, men endnu en gang var det en kamp, hvor de rød/sorte havde svært ved at skabe alverden offensivt. Værterne fra Farsø/Ullits scorede kampens enlige mål efter en standardsituation tidligt i 1. halvleg.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
Endnu engang må vi desværre konstatere, at der bliver mange gentagelser fra flere af de foregående kampe: F.f.I.-mandskabet var igen ineffektive, og selvom vi var mere på bolden end længe set, formåede vi reelt ikke at skabe mere end nogle halve chancer.
Det var egentlig ikke fordi, at Farsø/Ullits IK var meget bedre, men værterne var ad et par omgange giftige på standardsituationer. Det var netop også sådan en, der førte til kampens enlige mål efter små tyve minutters spil. Et hjørnespark blev serveret lige i pandebrasken på Farsø/Ullits´ Kristoffer Vorre Sørensen, som headede bolden i kassen.
Hjemmeholdet havde herefter en udmærket periode, hvor F.f.I.´erne skulle ryste scoringen af sig. Et par hjørnespark var tæt på at føre et par muligheder af sig hos Farsø-mandskabet, men det var småt med helt åbne målchancer.
Noah Andersen havde i 1. halvlegs afslutning et langskud et stykke forbi den fjerne opstander, og han forsøgte ved et par lejligheder at skabe noget på egen hånd. Farsø/Ullits kunne dog gå til pause foran 1-0.
Boldbesiddelse en masse, men manglende offensivt output
Det hvidblusede hjemmehold havde intet imod at stå i en lav blok, og overlade F.f.I. initiativet. Farsø/Ullits lykkedes generelt godt med at eliminere vores trusler med en afklaret spillestil, men vi må også erkende, at vi på ingen måde fik slået kapital af vores overtag på kuglen.
Nyindskiftede Christian Fuglsang var tæt på at komme igennem, men keeperen fik lige akkurat tacklet på bolden, og ellers havde Mikkel Tolstrup et hovedstød lige på keeperen i forbindelse med et hjørnespark.
De helt klare 100%-chancer blev det aldrig til, og dermed kunne Farsø/Ullits IK juble over en sejr på 1-0.
Vores næste kamp er fredag 12. maj, hvor der venter en svær udekamp mod Jetsmark IF. Opgøret i Pandrup er med kampstart klokken 19:00.
Kampinfo: Farsø/Ullits IK - F.f.I. 1-0 (1-0)
Mål: 1-0 Kristoffer Vorre Sørensen (18.)
10 minutters udvisninger: Ingen
Udvisninger: Ingen
Holdopstilling - F.f.I. (4-4-1-1): Troels Kvesel Aaen - Andreas Hybholt Pedersen, Mikkel Tolstrup, Mikas Seerup, Jeppe Østergaard Christensen - Noah Andersen, Thor Kobberup (c), Patrick Høeg Lundberg (64: Nikolaj Holst Larsson), Nicolaj Mølgaard Christensen (81: Ronnie Mørk Schou) - Sebastian Venø Frandsen - Mohammad Dowah (59: Christian Fuglsang)
Dommertrio: Kasper Nysom Mortensen - René Knudsen og Lasse Luther
Tilskuere: Ca. 75
Kampens Spiller: Mikkel Tolstrup med 8 stemmer